Billede beskrivelse

Fjerritslev-Chancen ruller igen

17. september 2024 kl. 14.01

FJERRITSLEV: Så ruller Fjerritslev-Chancen igen – og er man heldig, kan man også komme ud at rulle. Hovedgevinsten i det store lotteri er en spritny Suzuki fra HJN Biler i Kollerup.

Det fortæller Dorte Jakobsen fra Fjerritslev Idrætsforenings støtteforening, som står bag det store lotteri.

Lodsedlerne, der i virkeligheden er en kuvert med en nøgle i, er netop blevet sat til salg. De sælges ved Fjerritslev Idrætsforenings hjemmekampe, i udvalgte butikker og ved dørsalg. Der er i alt 2.200 lodder, som sælges til 125 kroner stykket.

Lotteriet byder på i alt 186 gevinster til en samlet værdi af 253.475 kroner.

Hvis man er heldig, kan nøglen i kuverten veksles til en bilnøgle eller en af de 12 nøglegevinster fra de lokale handlende. Vinderne findes ved et stort arrangement den 2. og 3. november hos HJN Biler.

Stor spænding

- Det er altid spændende, når deltagerne stikker nøglen i låsen for at se, om der er gevinst. Husk, at kuverten kun må åbnes af Fjerritslev-Chancen, når du møder op for at teste din nøgle, understreger Dorte Jakobsen, som glæder sig over den store opbakning til konkurrencen blandt de erhvervsdrivende i Fjerritslev og omegn.

- De støtter os, så vi vil opfordre alle til at støtte dem ved at handle der, når man alligevel skal ind og købe sit lod, siger Dorte Jakobsen.

De øvrige gevinster udtrækkes af Notarius Publicus og offentliggøres også hos HJN Biler den 2. november. Derudover kan vinderne findes i Fjerritslev Ugeavis i uge 47 og på www.fifhb.dk. Gevinsterne skal afhentes senest den 29. november, og der er mulighed for én gevinst pr. vindernummer.

Fjerritslev-Chancen arrangeres hvert år af Fjerritslev Idrætsforenings støtteforening for at kunne yde økonomisk støtte til ungdomsafdelingen i FIF Håndbold og FIF Fodbold.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste