Fire nomineret som Årets Iværksætter
Når Erhvervsforeningen for Jammerbugt Kommune og Vækst Jammerbugt 7. november uddeler Årets Iværksætterpris, så falder valget på enten på Jysk Betonrenovering, Blokhus By Camping, Børnenes Univers eller S.E.P Nord.
De fire finalister, som er blandt flere indstillede virksomheder, er blevet vurderet og udpeget af Erhvervsforeningens forretningsudvalg ud fra kriterier som omsætning, udvikling, ide og initiativ,
Jysk Betonrenovering ejes af Tommy Ørslev og udfører og udvikler, som den eneste virksomhed i Danmark, specialistopgaver og særlige arbejdsgange inden for beton. Virksomheden er nomineret, fordi den inden for få år med stor succes har formået at udvikle et nicheprodukt til en sund forretning.
Blokhus By Camping har med Karsten Jepsen og Inge Vestergaard ved roret på få år udviklet Blokhus By Camping til unik plads med faciliteter til den moderne campist. De er nomineret for deres store engagement i at skabe samhørringhed mellem campingpladsen og det omkringliggende miljø, bedre trafikale vilkår omkring pladsen samt for frivillige arbejde med forskellige råd, foreninger og kommune.
Børnenes Univers er med indehaver Louise Bundgaard Nielsen nomineret for sit store engagement og iderighed at have etableret den private institution Børnenes Univers. Hun har investeret alt på sin idé og drøm, som blev til virkelighed inden for blot et år. Børnenes Univers beskæftiger i dag op til 10 medarbejdere, og kan med sit unikke koncept på rekordtid melde "alt udsolgt".
Den socialøkonomiske virksomhed S.E.P. Nord drives og ejes af Jeanne Debes og Esben Lundgaard. Kerneydelsen i S.E.P Nord er pædagogiske ydelser, pakkeri, montageopgaver og ejendomsservice. Virksomheden beskæftiger i dag fire medarbejdere, og er nomineret til for det konstante blik for nye forretningsområder og samarbejdspartnere. Den gode tone og omgang med medarbejderne tillægges også en stor værdi i virksomhedens nominering til prisen.