Fingrene husker bedre end hovedet

Pia Raug til Global Garden Party i Skovsgård

22. juli 2017 kl. 11.08

Skovsgård: En stemme fra fortiden kalder Pia Raug sin sommerturne, hvor Skovsgård torsdag var det sjette besøgssted på turen. Hun ankom allerede til Skovsgård Hotel dagen før, for det kræver lidt ekstra mental forberedelse at gå på scenen efter en pause på fem år, hvor hun ikke har rørt en guitar.

- Så skal musklerne trænes op igen, og man er jo ikke helt så frisk som i den grønne vår, men heldigvis husker fingrene bedre end hovedet, fortæller Pia Raug i hotelhaven under en pause i lydprøverne. For hende er det lidt som en genfødsel igen at stå på en scene, hvor hun heldigvis blev taget godt imod.

- Det kan slet ikke beskrives, det er overvældende, jeg troede jo, jeg var glemt, siger en lettere bevæget Pia Raug. Gensynet med Han Herred er også helt specielt.

- Det er som at vende hjem til noget jeg startede med, siger hun, og fortæller om dengang hun for ca. 35 år siden som helt ukendt gav koncert på Brovst Hotel.

Men helt ukendt var hun nu ikke, husker Ida Larsen, som var med til at arrangere koncerten dengang, hvor også Tom Nagel Rasmussen og bandet Toast optrådte.

- Men når folk ringede, sagde de, at de ville have billetter til Pia Raug koncerten. Det ville de 155 fremmødte i Skovsgårds hotelhave også, og med en troubadour på scenen mellem trækroner, hvidmalede træmøbler og strålende sol, så manglede bare stråhattene til en ægte Skagen-maleri-stemning. Men heldigvis for det, for da solen forsvandt bag en sky, og vinden tog fat, så ville de nok være blæst sin vej.

På scenen sang og fortalte Pias Raug sig gennem eftermiddagens program. Sangene var kendt og mindre kendte, afbrudt af små anekdoter, for Pia Raug er en rigtig storyteller, men publikum må også gerne være med.

- Jeg har altid elsket, når folk leger med eller digter med på mine sangtekster, der godt kan være lidt kryptiske. For mig er ordene og tonen lige så vigtig som kompositionen og fremførelsen, siger Pia Raug, der egentlig troede, at hun hørte fortiden til, indtil Tina Dickow i et DR-show sang "Fugleflugt" - et af de numre hun selv er gladest for.

- Det har betydet adgang til to nye generationer og rettet en pil mod fremtiden. Men lige nu og her, nyder jeg hvert sekund, for man kan ikke være sikker på at eventyret fortsætter, hvis det stopper efter denne koncertrunde, så har englene alligevel drysset støv på mig, slutter Pia Raug.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste