Finale for Kunst i Kirken på Bratskov
denne sommer har der i 9460 Brovst-områdets otte kirker været masser af skøn og spændende kunst. I alt ni kunstnere har deltaget i kunstprojektet "Kunst i kirken" med værker, der har været virkelig flotte og forskelligartede, og interessen for udstillingerne har været stor med op til 70 kirkegængere ved hver fernisering.
"Kunst i kirken" er nu kommet til den store finale, nemlig en fælles udstilling på herregården Bratskov i Brovst.
Ferniseringen på denne afsluttende udstilling finder sted lørdag 25. august, hvor åbningstalen holdes af sognepræst Troels Laursen, Ullits, som er kunstanmelder ved Nordjyske. Kultur- og landdistriktsudvalgsformand, Helle Bak Andreasen, vil desuden tale på vegne af Jammerbugt Kommune, som sammen med Jammerbugt Provsti har ydet økonomisk støtte til kunstprojektet.
Ved de otte ferniseringsgudstjenester i kirkerne har musikken budt på toner, der har været lige så forskelligartede som de udstillede værker. De fleste af 9460-områdets otte kirkemusikere vil ved arrangementet på Bratskov underholde med numre fra disse.
"Kunst i kirken" på Bratskov vil frem til og med 7. september have åbent om eftermiddagen, dog undtagen mandage.