Filmen om det ubærlige
22. juli 2011 er gået over i historien som en af de mest ubærlige af alle dage - den dag hvor en ungdomslejr på den norske ø Utøya blev forvandlet til helvede på jord, da terroren ramte i skikkelse af en enlig galning, der mejede så mange unge ned, han kunne nå inden han blev stoppet.
Det er der nu kommet en film ud af, som vises i tre dage i Fjerritslev Kino fra mandag 30. juli.
"Utøya 22. juli" er titlen, og den skildrer den ufattelige panik, forvirring og umulige valg, de unge og deres voksne ledere blev stillet over for på øen den forfærdelige sommerdag, som de overlevende skal bære med sig resten af deres liv.
Instruktøren Erik Poppe har ønsket at vise de unges kamp for at overleve og komme videre, fordi meget af mediernes fokus er gået på terroristen, hans manifest, hans dom, afsoningsforhold og navneændring.
Vi følger pigen Kaja under forløbet fra det første bombeangreb i Oslo til begivenhederne på Utøya. Navne og enkeltbegivenheder er opdigtede af hensyn til ofrene og de pårørende, men det overordnede billede er klart: kaos og tilfældigheder råder, når ondskaben slår ned.
Filmen er ikke for børn under 15 år.
Til og med søndag er der en anderledes let og underholdende film på programmet, "Mamma Mia! Here we go again" med bl.a. Meryl Streep, Pierce Brosnan og Colin Firth på rollelisten.