Livet her

Festival for menneskets bedste ven

11. september 2022 kl. 12:15

Hunden er som bekendt menneskets bedste ven. Danmark er tilmed et af de bedste lande i verden at være hundeejer. Der er i store træk adgang for hunde overalt - fra parker og strande til offentlige bygninger og sågar kirker - dog med visse forbehold. For at fejre dette og for naturligvis at hædre de firbenede var der i weekenden inviteret til Blokhus Hundefestival. 

Festivalen var den 8. i rækken og løb denne gang af stablen på Rødhus Klit Camping. Både lørdag og søndag var der stort rykind til festivalen, der var åben for hunderacer af enhver slags. Hundeejere fra hele landet havde indfundet sig til arrangementet, der også tiltrak sig international opmærksomhed. – Der kommer gerne en del tyskere, fortæller formand Jens Brandt.

 - Tyskerne er meget glade for Danmark som hundeland, fordi vi har så gode forhold. Det er de slet ikke vant til hjemmefra, tilføjer formanden, der i det hele taget glæder sig over, at festivalen har bidt sig fast. - Jeg tror også, det skyldes, at vi er så favnende. Her handler det ene og alene om at fejre menneskets bedste ven – uanset om det er hunde med fine stamtavler eller ”gadekryds”. Alle er velkomne og vi hygger os hele weekenden med både konkurrencer, opvisninger samt udveksling af erfaringer, oplyser Jens Brandt.

Festivalen havde vanen tro deltagelse af en række udstillere udi kategorier som foder, tilbehør og sundhedstilbud. Ligeledes deltog blandt andre Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse. Sidstnævnte modtager i øvrigt overskuddet fra årets festival, der hvert år donerer midlerne til en udvalgt godgørende organisation.

Annonceret indhold

Nyeste