Fernisering med fem kunstnere og Band Battle vinder
Forårsudstilling på Tranum Strandgård
Det smukkeste lokale, i den smukkeste beliggenhed, med det smukkeste vejr - der var ikke meget at klage over da Tranum Strandgård 12. maj bød kunstinteresserede indenfor til forårskunst.
Formand Birthe Holmgaard havde da også glædet sig til årets forårsudstilling, og mange var mødt op for at kigge på kunst og nyde udsigten til et hav, der denne dag var så blåt som et øje kan se.
Formanden bød velkommen og fortalte lidt om udstillingens fem kunstnere: Henrik Nielsen, Erna Iversen, Christel Maria Nolle, Lauge Voigt og Flemming Thomsen. De kom fra det ganske land, lige fra Brovst til Langeland. Tre af kunstnerne var til stede ved fernisering og kunne selv præsentere deres værker.
Henrik Nielsen fra Sønder Økse havde medbragt små malerier med stor detaljerigdom i mørke farver og dramatiske titler som Europas Befrielse, Efter ildstorm og Katarakt.
Erna Iversen fra Elling arbejder hovedsageligt med olie og akrylmaling. - Jeg har ingen stil, kundgjorde hun ved sin præsentation, og malerierne var da også meget forskellige, men de fleste med abstraktioner over mennesker og natur fra Vendsyssel. Lige nu eksperimenter hun med gennemsigtighed i malerier med transparente farvelag.
Galleriets bagvæg var udsmykket med fotografier af Flemming Thomsen. Med sit kamera har han gengivet sine naturoplevelser fra Vestkysten i fotoserien: Skagen - Nordfriesland. Vestkysten er et område, der både er forunderligt og foranderligt, hvor både erhverv og natur forsvinder.
- Jeg har skildret, hvad der var éngang og taget en vandring sammen med mågen og er sluttet ved Svinkløv Plantage, fortalte Flemming Thomsen.
- Nu skyder vi måger, sagde en flabet tilskuer, men det var helt ok, for på Tranum Strandgård er stemningen uhøjtidelig, og den stemning var 18 årige Rikke Bertelsen på klaver med til at skabe i rummet. Hun går Fjerritslev Gymnasium og nød at være lidt i baggrunden med sine klavertoner. Dagen efter skulle hun nemlig være helt fremme på scenen og spille til Band Battle finale med sit band Merula.
- Vi skriver på dansk, da det skaber en ærlighed, som når ud til publikum, og jeg har øvet og øvet, fortalte Lærke Bertelsen, spændt på hvad morgendagen ville bringe. Til denne fernisering havde hun sammensat et ungdommeligt repertoire - med Norah Jones, Amy Winehouse og Rasmus Nøhr.
Til Lærkes musik og sang gik de fremmødte rundt og omkring den sidste udstiller Lauge Voigts støbejernsskulpturer. Han er egentlig udlært maskør, og måske derfor, har hans figurer et blik så intenst, at man kommer i tvivl om, hvem der egentlig er beskueren.
Lærke blev for øvrigt Band Battle vinder...