Farvel til slik: Goddag til saks og kam
AABYBRO: Efter godt et år er det slut med slik og is på adressen Torvet 15 i Aabybro. Ejeren af Royal Candy har lukket butikken. Men den kommer ikke til at stå tom ret længe. Frisørsalonen Cut’n Shave Aaby flytter fra Østergade til Torvet 15. Det fortæller indehaveren Allan Hassan.
Han har i flere år drevet sin frisøsalon fra Østergade 3. Det var her, han åbnede sin salon Og han har været ganske godt tilfreds med at være på adressen, hvor han har fået en stor kundekreds.. Men alligevel har Allan Hassan nu valgt at flytte til Torvet 15.
- Torvet er lidt mere centralt i byen. Desuden er der bedre parkerings-forhold. Derfor har jeg valgt at flytte, siger Allan Hassan.
- Men bortset fra, at jeg skifter adresse, sker der ingen ændringer med min salon tilføjer han.
Allan Hassan går nu så småt i gang med at omdanne den tidligere slikbutik til frisørsalon.
Første klippedag i den ny salon på Torvet bliver sandsynligvis mandag 3. juni.
- Der bliver ingen lukkedage i forbindelse med flytningen. Jeg regner med at klare selve flytningen i løbet af en weekend, så jeg slipper for at holde lukket, fortæller han.