Fantastisk boksestævne i Klim
Omkring 200 tilskuere havde fundet vej til Thorup Klim Hallen for at følge BK Orions boksestævne. Stemningen var god fra start og første Orion bokser, Benjamin Frandsen, øgede stemningen, da han i sin kamp vandt 5-0 over Asker Dinesen fra Thisted AC. En meget jævnbyrdig kamp, men med Benjamin mere styrende og med gode kombinationer. To af Orions boksere kunne ikke matches, Victor Trier Danielsen og Mikkel Pedersen, de boksede i stedet en træningskamp. Victor Trier Danielsen er en erfaren rotte i boksning og viste hele registret, Mikkel Pedersen stod dog ikke tilbage og viste, at han er et kæmpe talent. Mikkel Pedersen har kun bokset i to måneder, men det var der ingen, der kunne se - det var en fantastisk opvisning af de to boksere.
Stemningen steg i pausen, da først Dicte Brun og Victoria Jønson viste, hvor dygtige de er til boksning. Begge boksere viste gennem to minutter alle boksningens facetter til stor tilfredshed for publikum. Efter pigerne kom drengene Marck Kronholm og Teis Jensen i ringen. De to gutter er kun otte år, men viste, at man i den alder også kan bokse. Det blev en flot kamp med de to unge fightere, der begge fik ros for deres indsats - kampen blev dømt uafgjort og begge fik en pokal.
Sidste Orion bokser, Tobias Kristensen, skulle op mod Emil Palsgård fra Hadsund AB. Et kæmpe brøl og klapsalver fulgte Tobias til ringen. Emil Palsgård havde fordel af både højde og rækkevidde, hvilket dog ikke generede Tobias Kristensen. Tobias Kristensen startede stille og roligt med små eksplosioner og sidst i 1. omgang blev Emil Palsgård ramt hårdt og der blev talt over ham. Han klarede omgangen igennem og fra start af 2. omgang skruede Tobias Kristensen tempoet op og bombarderede Emil Palsgård med slag fra alle vinkler. Efter godt 1 minuts boksning landede Tobias Palsgård et højre hook på kæben af sin modstander, der måtte en tur i gulvet. Sekundanten valgte herefter at stoppe sin mand og Tobias Palsgård blev fortjent vinder. Tobias Palsgård blev af dommerne kåret til stævnets bokser og Tommy Minh Phan stævnets bedste fighter.
Et godt stævne med mange tilskuere og fantastisk stemning, hvilket var alt, hvad man havde håbet på i klubben. Sæsonen går på hæld og dermed blev stævnet en god afslutning på en spændende sæson fuld af begivenheder for klubben. Sidste træningsaften i bokseklubben Orion er torsdag den 5. april.