Billede beskrivelse

Familiehygge: Aktiv lørdag er tilbage

31. marts 2022 kl. 12.15

Vinterpausen er slut og styregruppen i projektet Aktive familier i Skovsgård melder klar til en ny omgang “Aktiv lørdag” i samarbejde med de lokale foreninger.

Projektet har været i gang siden 2020, hvor Nordea fondens “Her bor vi”-pulje støttede projektet med 189.000 kroner. Det har betydet, at de fem deltagende foreninger, Attrup bådelaug, Skovsgård Boldklub, KFUM spejderne i Skovsgård, Brovst Rideklub og Skovsgård/Brovst KFUM IF har kunnet indkøbe materiale og rekvisitter til arrangementerne, og det hele har været gratis for deltagerne.

De første fem aktive lørdage er blevet afholdt i løbet af 2020 og 2021. De har været lidt udfordret af covid-19 og diverse restriktioner, men her i 2022 ser styregruppen frem til arrangementer uden forsamlingsrestriktioner, afstandskrav og hvad der ellers har sat begrænsninger.

Første aktive lørdag i år var på Brovst Rideskole. Næste gang er 23. april hos Skovsgård Boldklub. Dagen sker i forbindelse med klubbens 120 års jubilæum, og klubben fejrer deres jubilæum hele dagen med forskellige indslag. I juni er der atter Aktiv Lørdag, denne gang hos Attrup bådelaug, som inviterer til en sjov vanddag for hele familien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste