Helle Bak Andreasen ser frem mod flere interessante projekter i det nye år. Arkivfoto: Martin Damgård
Livet her

Fællesskabet og kulturen skal spire i 2020

KULTUR: Udvalgsformanden ser frem mod et nyt år med flere initiativer fyldt med oplevelser til Jammerbugts borgere

16. januar 2020 kl. 08:00

JAMMERBUGT: I det nye år skal Jammerbugt Kommune bygge videre på 2019’s gode erfaringer, når det kommer til fritid og kultur. Sådan lyder det fra Helle Bak Andreasen (V), der er formand for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget.

Hun ser frem mod et nyt kalenderår, hvor man blandt andet vil køre videre på sidste års oplevelser. En af dem er Tour de Jammerbugt, som blev afholdt i hele kommunen og fik 3700 borgere ud på diverse etaper.

- Det skal helt sikkert fortsætte, og vi er i gang med planlægningen. Men vi vil prøve at udlicitere noget af det til vores egne foreninger i kommunen. Sidst havde vi en løbsarrangør inde. Vi vil gerne give et honorar til nogle lokale for at udvikle det, og så bliver det jo lidt anderledes. Men jeg tror ikke, at det kan mærkes som almindelig deltager, siger Helle Bak Andreasen.

Man vil derudover arbejde for, at de små ruter starter og slutter i samme by. Derudover kommer der forskellige løberuter, gåruter, halvmaraton og cykel- samt rulleskøjteruter.

På den mere kulturelle sider fremhæver udvalgsformanden tiltaget, som kaldes Den Kulturelle Rygsæk. Det introduceres i år.

- Det er stort for mig, at skoleelever på seks årgange vil stifte bekendtskab med kultur på højt plan. De kan opleve klassisk musik, billedkunst, arkitektur, og kunstnerne kommer ud til dem. Det ser jeg frem til at få sat i gang, siger udvalgsformanden.

Børnene kommer ud og besøger kulturinstitutioner, mens institutionerne også kommer på besøg i klasselokalerne.

Det er ikke kun børnene, som er i kultur-, fritid- og landdistriktsudvalgets tanker gennem 2020. På biblioteksområde vil man prøve at gøre noget for en bredere gruppe af borgere.

- Vi har stor fokus på læselyst. I år skal der ekstra stor fokus på børn og ældre i bibliotekerne. Vi skal måske lave lidt flere læsecafeer på vores biblioteker. Ensomhed er en meget aktuelt blandt børn, unge og ældre. Så der kan være tænke lidt på tværs og få nogle ud i fællesskaber på den måde. Læseklubber laver vi endnu flere af, og vi har masser af foredrag. Vi brygger generelt på idéer for at få nye brugere på biblioteket, siger Helle Bak Andreasen.

På landdistriktsområdet går man i 2020 fra 24 til 22 landdistrikter, da Jetsmark-området samles. Det betyder dog ikke minde arbejde med de lokale udviklingsplaner i Jammerbugt Kommune.

- I 2019 var vi ude på 11 steder og holde vores LUP-møder. Der var i alt 400 fremmødte borgere. Vi skal se på, hvordan vi kan udvikle os på den front de næste par år. Jeg vil i hvert fald opfordre folk til at møde op til møderne, da det er her, vi får de idéer, som vi tager med hjem og renskriver. Det er her, folk får indflydelse, slutter Helle Bak Andreasen.

Jammerbugt Kommune har 8,2 millioner kroner til landdistriktsudvikling i 2020.

Annonceret indhold

Nyeste