Fadøllet flød i stride strømme: Fjerritslev har gode forbindelser til vejrguderne
FJERRITSLEV: Fjerritslev må have gode forbindelser til vejrguderne, mener René Hjørnet Jensen, der strålede om kap med solen, da årets første koncert på Krotorvet i Fjerritslev løb af stablen lørdag eftermiddag.
- Det kunne simpelthen ikke være bedre. Jeg tager det som et tegn om god sommer med masser af turister og handlende i Fjerritslev.
- Vi har stillet 350 stole op – og kroen kommer med yderligere 200, så jeg vil gætte på, at lørdagens koncert samlede mindst 1.000 mennesker.
25-års jubilæum
På scenen stod det lokale danseband Beers for Tears, der fejrede 25-års jubilæum med en masse gæster på scenen. De leverede varen – ligesom solen – og der blev sunget og klappet med på alle sangene. Ikke mindst på Tørfisk-hittet VLTJ, hvor bordene fik en gang tørre tæsk.
Det blev alt sammen skyllet ned med fadøl i stride strømme – og så en frokostplatte lavet i et samarbejde mellem Slagter-Palle og Renés Vin & Grønttorv. Det var også en succes. Over 200 platter blev langet over disken.
Lørdagens koncert var arrangeret af René Hjørnet Jensen fra Renés Vin & Grønttorv, Fjerritslev Handelstandsforening og allesteds nærværende fiskehandler emeritus Michael Christophersen.
Fjerritslev Handelsstandsforening, MusikCompagniet og Fjerritslev Borgerforening arrangerer koncerter på Krotorvet hver fredag og lørdag fra fredag den 5. juli og frem til og med lørdag den 10. august. Fredagskoncerterne starter kl. 19.00 og lørdagskoncerterne starter kl. 12.30.