Billede beskrivelse

EU sætter mølleprojekter i bero

Vindmøllerne i Nr. Økse Sø og på Thorup-Sletten risikerer at blive ulovlige efter en EU-dom fra sidste efterår

22. maj 2017 kl. 09.31
Opdateret 24. maj 2017 kl. 10.29

JAMMERBUGT: Danmark er kommet på kant med gældende EU-lovgivning, når det gælder miljøgodkendelser til vindmølleparker.

Derfor trækker Jammerbugt Kommune nu i håndbremsen, når det gælder de aktuelle vindmølleprojekter i kommunen ved Nr. Økse Sø og på Thorup-Sletten.

Det har en enig kommunalbestyrelse besluttet.

Projekterne bliver sat i bero, indtil der er klarhed over, hvordan en EU-dom fra sidste efterår påvirker det danske regelsæt for opsættelse af vindmøller.

Afgørelsen om midlertidigt at lægge vindmølleprojekterne i mølpose er inspireret af Aalborg Kommunes juridiske afdeling.

Her vurderes det, at usikkerheden om vindmøllereglernes forhold til EU-retten udgør "en nærliggende risiko for, at kommune- og lokalplaner senere kan findes ugyldige med den konsekvens, at efterfølgende opstillede vindmøller er ulovligt opført".

Miljø- og fødevareministeriet er i gang med at analysere den EU-dom, der har rejst tvivl om den danske vindmøllebekendtgørelse.

Analysen kan ende med, at ikke bare selve bekendtgørelsen, men også alle afgørelser, der er truffet med hjemmel i bekendtgørelsen, er ugyldige.

Sagen tager udgangspunkt i en EU-dom vedrørende Valloniens vindmøllebekendtgørelse.

Domstolen fastslog her, at vindmøller ikke kan opsættes, uden at SMV-direktivet (strategisk miljøvurdering) er indarbejdet i national lov. Den strategiske miljøvurdering skal ifølge domstolen følges op af en offentlig høring, og det skal ske, før der udarbejdes en VVM-redegørelse.

De danske regler - miljøvurderingsloven og vindmøllebekendtgørelsen - tager ikke højde for reglerne i SMV-direktivet.

Jammerbugt Kommune fortsætter dog forberedelserne sammen med Vesthimmerlands Kommune af møllerne på Thorup-Sletten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste