Erik har været brandmand i over 50 år: Nu stopper han... Måske

Fjerritslev har en af Danmarks ældste brandmænd - 77-årige Erik Hermansen. Han er stadig fit for fight og tager gerne ud til alle de brande, han kan

02. april 2022 kl. 06.15

1. april 1972 var en lidt speciel dag for den dengang 27-årige Erik Hermansen fra Fjerritslev. Den dag blev han officielt brandmand med tilknytningen til stationen i Fjerritslev. Her 50 år senere er han stadig brandmand ved selvsamme station.

Hans far - Niels Hermansen - var brandmand fra 1948 til 1972, så Erik vidste, hvad han gik ind til den dag i 1972. Brandmandslivet har været en del af hans livsstil helt fra tidlig barndom. At han i adskillige år forinden den forårsdag i 1972 allerede havde været ude og slukke mange brande er en anden historie. Det var nemlig sådan, at når Eriks far ikke var hjemme, så var det Erik, man kaldte på. Det var den måde, man gjorde tingene på dengang.

- Det var dengang, man ikke så så nøje på det med uddannelse. Det kom sådan lidt hen ad vejen, smiler Erik Hermansen, som i alle årene har været deltidsbrandmand.

- Jeg kom meget på stationen som barn, så det lå nok lidt i luften, at det skulle jeg også være, siger Erik Hermansen, som igennem de 50 år - plus det løse - har oplevet en stor teknologisk udvikling inden for faget.

- Til at begynde med ringede man rundt til folk. Bagefter kom der en sirene, som kunne høres af alle. Vores udstyr og tøj har også ændret sig meget. Det var noget andet dengang, siger Erik Hermansen, som holder en lille reception inden påske for venner, tidligere som nuværende kolleger på stationen.

For 26 år siden blev Eriks søn Claus Hermansen også uddannet brandmand, og de har kørt parløb i alle årene.

- Vi er et godt makkerpar, og når vi er ude, så er vi professionelle, siger Claus Hermansen, der nu er brandstationsleder, og dermed chef for sin egen far.

Det er ofte, man hører, at både far og søn er brandmænd. Men det ikke så ofte, at det er over så mange år.

- Han er nok efterhånden Danmarks ældste brandmand, ler Claus Hermansen, der selv har planer om at fortsætte lige så længe som muligt.

- Jeg tager gerne 25 år til. Jeg har i hvert fald ikke planer om andet, siger Claus Hermansen.

Erik har i løbet af sine 50 år som brandmand oplevet lidt af hvert. Der har været mange barske oplevelser.

- Det begyndte at blive noget andet, da vi fra år 2000 også skulle ud til trafikuheld og skære fastklemte fri. Så blev det et anderledes arbejde, husker Erik Hermansen.

En af de mere spektakulære opgaver var, da han og kollegerne blev kaldt ud til en helikopter med to personer, som var styrtet ned ved Klim Strand. Begge ombordværende omkom.

- Det var bare en speciel oplevelse. Helikopteren var styrtet direkte ned på hovedet, og det var tilmed også en af vores første opgaver af den slags, husker Erik Hermansen.

I snit er der 40 udrykninger om året fra stationen i Fjerritslev.

- Jeg er nok med på de 30, siger Erik Hermansen, som sørger for at holde sig frisk og i god form ved at dyrke motion.

Erik Hermansen har planer om stoppe som brandmand i løbet af 2022, hvis ikke han ombestemmer sig. Opsigelsen er i hvert fald ikke afleveret endnu...

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste