En blomstrende hobby blev en god forretning
Forretning: Blomsterløg til eget forbrug har skabt grobund for en succesfuld webshop med base i Klim
Blomsterløg til eget forbrug har skabt grobund for en succesfuld webshop med navnet NemHjem.dk med base i Klim, der sværger til at gøre hverdagen nemmere for alle familier.
I et lille drivhus i Klim står potter og kasser fyldt med jord stimlet sammen. I jorden ligger blomsterløg og knolde og samler næring, før de lige om lidt bliver til smukke forårsblomster, der skal pryde haven hos parret Andreas Albertsen og Helle Røge.
Blomsterløgene har de købt hos forhandlere i Holland. Og for tre år siden fik Helle Røge den ide, at familiens hobby kunne gøre livet nemmere for familier med samme interesser.
- Når venner og bekendte så vores flotte blomster og samtidig hørte, hvor billigt vi kunne handle blomsterløg og knolde, spurgte de, om vi ville købe med til dem næste gang, vi skulle bestille. Det fik os til at tænkte, at der sikkert ville være et marked for at kunne sælge løg og knolde til fornuftig pris, fortæller Helle Røge. Og så blev webshoppen oprettet.
Ideen voksede
Andreas Albertesen og Helle Røge havde stor succes med webshoppen, hvor familier nemt og billigt kunne handle ind til at gøre haven smukkere hele året rundt. Og efter kort tid voksede webshoppens indhold.
For på et tidspunkt oplevede Helle Røge at blive spurgt i hendes virksomhed som selvstændig fysioterapeut, om det var muligt at købe de produkter, hun brugte, når hun var ude og lave rådgivning om en aktiv og fysisk sund arbejdsdag på virksomheder.
- Det var vores tanke fra begyndelsen, at webshoppen skulle indeholde alle mulige produkter, der gør livet og hverdagen nemmere. Så det faldt os meget naturligt at tilføje produkter, der også gjorde det nemmere at have en aktiv livsstil, siger Helle Røge, og tilføjer, at produkterne i webshoppen er gennemtestet hos parret selv, og at produkterne skal være i høj kvalitet, samtidig med at det er til priser, som er for alle.
Plads til udvidelse
Fra det lille hjem I Klim bliver alle ordrer pakket og sendt af sted til hele landet. Og selvom shoppen hovedsageligt tilbyder ting til haven og træningsudstyr, er der også mange andre produkter, der er meget anvendelig i hvert almindelig hjem.
- Tanken med webshoppen er, at den hele tiden skal udbygges med varer og produkter, som vi selv ønsker at bruge, og som vi kan se, giver mening for os eller andre familier, som ønsker at skabe en nem hverdag i hjemmet, siger Helle Røge.
Næste projekt på webshoppen for parret bliver at sælge flere produkter til aktiv og skøn hverdag i haven. Det, der i øjeblikket kigges på, er eksempelvis hængekøjer, myggenet og forskellige slags spil.