Billede beskrivelse

En berørt nissemor modtog fortjent hæder

04. oktober 2024 kl. 19.02
Opdateret 07. oktober 2024 kl. 07.16

BLOKHUS: Der var oprigtig glæde og taknemlighed, da Etly Klarborg torsdag aften fik overrakt Erhvervsprisen 2024 ved en festlig begivenhed på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.

- Jeg plejer at sige, at der er ikke nogen, der kommer til at høre mig holde en tale, fordi jeg kommer til at vræle - men tusinde tak, sagde Etly Klarborg, da hun sammen med sin mand, Kristian og deres tre nissehueklædte sønner, Martin, Mads og Mathias gik på scenen for at modtage anerkendelsen af flere årtiers arbejde.

Billede beskrivelse

- Det er med stor stolthed og taknemmelighed, at jeg modtager denne pris. Jeg har snart 40-års jubilæum, og jeg synes, at det er sjovt, at mine kære små nisser stadig bringer hygge og eventyr ind i folks hjem. Det er der brug for – særligt i en tid, hvor der er meget, der ikke er så sjovt.

Prisen, der uddeles af Rotaryklubberne i Jammerbugt Kommune, gives til en virksomhed eller organisation, der styrker beskæftigelsen i kommunen og ikke mindst øger kendskabet til området.

Billede beskrivelse

- Nøgleordene bag virksomheden er kvalitet, kærlighed til produktet og meget høje krav til, hvorledes produktet skal fremstilles og ikke mindst, at alle nisserne er ”født” lokalt af den selv samme designer, som har stået bag alle nisserne – nemlig Etly Klarborg, sagde præsidenten for Pandrup Rotaryklub, Mogens Jensen, blandt andet i begrundelsen for årets valg af prismodtager og fortalte de fremmødte om, hvordan erhvervseventyret om de kendte Klarborg-nisser startede.

- Da Etly var syv år begyndte nisseeventyret. Hun producerede nisser derhjemme, som hun efterfølgende fik brændt på skolen i Moseby. Nisserne blev solgt til familie og bekendte i lokalområdet, og rygtet spredtes hurtigt, og nattetimerne blev taget i brug for at imødekomme efterspørgslen.

Billede beskrivelse

Dengang anede den lille Etly ikke, at nisserne skulle blive hendes levevej. I 1986 åbnede Etly Klarborg virksomhed, og siden er det blevet til mere end 400 forskellige nisse- og troldedesign, som alle udstråler hygge, kærlighed, leg og fantasi. Sønnen Martin inspirerede hende til den første rigtige Klarborgnisse, da han som lille dreng tumlede rundt i sit nattøj, som var blevet lidt for småt, hvilket bevirkede, at en lille strutmave stak ud under blusen. Siden kom Mads og Mathias til, som også fik hver deres egen nisse.

I dag sælges Klarborg-nisserne i hele Danmark og er tilmed på vej på det amerikanske marked.

- Virksomheden har 15-20 medarbejdere, en flot omsætning og står aktuelt over for et eksporteventyr, hvor USA er første mål på rejsen. Virksomheden har pt. allerede mere end amerikanske 20 forhandlere, som på en række områder har en tradition og kultur omkring ”hygge”, sagde Mogens Jensen.

Billede beskrivelse

De tre sønner er i dag en del af virksomheden og Mogens Jensen kunne berette, at de benytter enhver anledning til at promovere nisserne – blandt andet ved at iføre sig nissehuer.

- Nok har Etly nisserne i sit hjerte, men det har resten af familien i den grad også, sagde Mogens Jensen.

Fælles om udvikling

Priskomiteen består af blandt andre borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V), som også var til stede i forbindelse med prisoverrækkelsen.

Han roste de mange spændende virksomheder, der findes i Jammerbugt Kommune og holdt et oplæg om hvor afgørende fællesskab er for udvikling, og at den sker i et samspil mellem erhvervslivet, samarbejdspartnere, kommune og civilsamfundet i form af borgerne, foreninger og frivillige.

Billede beskrivelse

- Fællesskabet driver udviklingen i en region som vores. Det havde eksempelvis ikke været muligt med en vestlig 3. Limfjordsforbindelse, hvis ikke de 11 kommuner, regionen, arbejdsgivere og -tagere havde stået sammen. Det er ikke nødvendigt at gå i takt, men vi skal gå i sammen retning, sagde han blandt andet.

Medarbejderne er vigtige for Fårup’s succes

Aftenen bød desuden på et spændende oplæg af direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen, der indledte sin karriere i forlystelsesparken i 1992 som opvasker. Nu står han i spidsen for en park, som i 2022 blev besøgt af knap 770.000 gæster, og som har hentet adskillige internationale anerkendelser og som til stadighed udvikler og vækster.

Fårup-direktøren fortalte om de seneste år satsninger blandt andet i nye overnatningstilbud, bæredygtige løsninger og Danmarks højeste rutsjebane, Fønix.

- Vi tager ikke for givet, at gæsterne blot kommer igen år efter år. Vi skal investere i nye attraktioner men mindst lige så vigtigt er vores personale, som med smil og begejstring viser, at Fårup er et sted, hvor man har lyst til at få gæster, fortalte han og løftede sløret for nye tiltag i 2025.

- Der skal etableres nyt indgangsparti, nye toilet- og handicapfaciliteter, nye faciliteter til personalet og så laver vi vores eget ismejeri, hvor vores ambition er at lave Danmarks bedste italienske is, sagde han og tilføjede, at først gælder det ”Høstfest” og ”Lysfald” – det store efterårsevent, hvor der ventes omkring 100.000 gæster.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste