Drømmen om skaterbane blev realitet
Den raspende lyd af skateboards mod cement genlød foran Fjerritslev Skole onsdag formiddag. Drengene Malthe Kvistgaard Kloster, Martin Viberg Jensen og Florian Holmstrøm Syska, susede af sted på deres boards, mens elever fra hele skolen langsomt samledes omkring skaterbanen for åndeløst at betragte deres højtsvævende tricks og flips.
Fra sidelinjen betragtede skoleleder, Pernille Hovaldt, de tre drenge med et stolt smil.
- Det er dem, der har været drivkraften i det her. De har været med til stort set alle møder, fortalte hun, mens hendes øjne fulgte drengenes leg over ramperne.
Manglen på gode skatersteder var drivkraften - for der har ikke været de helt rigtige steder at træne tricks og blive bedre, fortæller Martin Viberg Jensen, der sammen med sine kammerater ihærdigt satte sig for at kæmpe for en skaterbane.
- Det har taget os fem år at nå her til, fortalte Malthe Kvistgaard Kloster, der er lykkelig for, at hans og kammeraternes ihærdige og vedholdende kamp for en topprofessionel skaterbane har vist sig at give pote.
Også selvom det har været svært at forstå, hvorfor en proces kan tage så lang tid i det kommunale system - især når der nu var stemning for, at en skaterbane var en god idé. Men mens skaterbanen denne sommer langsomt tog form og drengene blev inviteret ind til at prøve at skate, var al frustration som blæst væk.
- Det er så fedt, smilede Malthe Kvistgaard Kloster og høstede anerkendende nik fra vennerne Martin Viberg Jensen og Florian Holmstrøm Syska.
Pengene til skaterbanen er fundet gennem den grønne pulje, som Jammerbugt Kommune har adgang til i forbindelse med opførelse af vindmøller. Men der har også været tilskud fra anlægsfonden i forbindelse med skaterbanen, der alt i alt er løbet op i pris på 850.000 kroner, fortæller Noël Mignon, afdelingsleder i Kultur og Fritid i Jammerbugt Kommune.
- Jeg synes, den er blevet rigtig flot. Jeg havde faktisk ikke regnet med, at den ville blive så pæn, sagde han, mens han tilfreds betragtede de mange legende børn, der væltede ind over banderne for at være med til fri leg på skaterbanen efter talerne var overstået og den røde snor klippet af de tre drenge, der formåede at bære drømmen om skaterbanen hele vejen fra idé til realitet.
Skaterbanen bliver samtidig også startskuddet for den forvandling, Fjerritslev by står foran netop nu - en forvandling, der skal skabe nyt liv og ny energi i byen.
Drengenes bane har været et startskud af dimensioner - den kommer til at gøre en forskel for rigtig mange børn, som pludselig har fået et nyt og spændende samlingssted.
Banen er lavet af professionelle skatere, der har oprettet deres eget firma og derfor har de ikke kun bygget men også selv skatet på banen, for at sikre sig, at den var helt i top - og det er den.
Allerede nu har der været besøgende fra Aalborg, der gerne ville prøve den nye bane. Selvom banen har udfordrende dele, som tiltaler de skatere, der virkelig er klar på de rigtig fede tricks, så er der også elementer, hvor man kan træne, hvis man er nybegynder og har brug for at finde ud af, om skateboardet overhovedet er sagen - derfor regner både skoleleder og politikere også med, at der vil være masser af aktivitet på og ved banen både under og efter skoletid.