Drive in gudstjeneste i Koldmose
Befrielsen markeres med en drive in gudstjeneste
KOLDBRO: Det har gennem de sidste mange år været en tradition i Lerup-Tranum-Koldmose Pastorat, at befrielsesbudskabet og befrielsesaftenen 4. maj 1945 er blevet markeret med en befrielsesgudstjeneste i Koldmose Kirke med efterfølgende alsang. Det var naturligvis også planen i år, hvor således 75-året for det glade budskab skulle have været mindet. Det har covid-19 og regeringens deraf følgende forsamlingsforbud for flere end ti personer, der gælder frem til 10. maj, sat en stopper for.
Det oplyser Per Iversen, der er kirke- og kulturmedarbejder i Brovst, Øland-Langeslund, Torslev-Ø. Svenstrup og Lerup-Tranum-Koldmose Pastorater, i en pressemeddelelse. Han skriver:
- Imidlertid gennemføres der alligevel mandag 4. maj ved kirken en mindestund for befrielsen, nemlig i form af en drive in-gudstjeneste, hvor kirkegængerne på afstand af hinanden, siddende i deres biler, kan deltage i bl.a. fællessang og høre klokkeringning og hornmusik. Andagten slutter med, at befrielsesbudskabet høres kl. 20.36, netop på samme klokkeslæt, hvor det på den skønne majdag i 1945 lød fra London.
Tale, sang og musik vil blive fremført foran kirken og lydforstærket via højttalere, så forhåbentligt alle deltagere kan høre. Desuden vil der på p-pladsen stå p-vagter klar til at koordinere parkeringen, så så mange som muligt kan få en plads til at deltage.
- Enhver er hjerteligt velkommen.