Drengene haler ind på pigerne i Jammerbugt
Når det gælder karaktergennemsnit i folkeskolen, bliver forskellen mellem drengene og pigerne mindre
Forskellen mellem pigernes og drengenes karaktergennemsnit er reduceret i Jammerbugt Kommune.
Kvalitetsrapporten for skoleårene 2019/2020 og 2020/2021 viser, at drengenes karakterer er blevet løftet, mens pigernes stadig er på landsgennemsnittet.
Kvalitetsrapporten er vigtig i forhold til at understøtte evaluering og opfølgning af niveauet for hele skolevæsenet. Samtidig viser Kvalitetsrapporten de resultater, skolerne har nået i forhold til de politiske nationale målsætninger.
Og rapporten viser positive takter i Jammerbugt Kommune.
Ud over et løft af drengenes karaktergennemsnit, viser rapporten, at andelen af elever, der aflægger alle bundne prøver i 9. klasse er steget. Ligesom flere får mindst to i dansk og matematik end tidligere.
- Vi har grund til at glæde os over de positive resultater i Kvalitetsrapporten. Det viser os, at vi er på rette vej i forhold til de indsatser, vi har besluttet at fokusere på i Skolepolitikken. Og det giver os et fornyet grundlag for at udvikle skolerne i Jammerbugt Kommune, fortæller borgmester Mogens Christen Gade i en pressemeddelelse.
Resultaterne i Kvalitetsrapporten skal ses i lyset af, at skolegangen i halvandet skoleår har været præget af corona. Meget lidt af undervisningen har været som normalt, og hverdagen har været præget af onlineundervisning, restriktioner og uforudsigelighed. Med dette in mente er udviklingen særlig positiv i perioden, lyder vurderingen.
- Ud over at vi kan se en stigning i karaktergennemsnittet hos drengene og i antallet af elever, der består dansk og matematik, så ser vi i rapporten, at trivslen blandt eleverne er fastholdt på et forholdsvist højt niveau under nedlukningerne pga. corona. Trivslen ligger lige omkring landsgennemsnittet, og det er positivt, fordi corona har givet grund til bekymring for de unges mentale sundhed og trivsel, forklarer Susanne Møller Jensen, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune.
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har besluttet at understøtte den positive udvikling i skolerne ved at udpege fire indsatsområder for de kommende to år.
De er:
• Øge andelen af elever, der aflægger alle bundne prøver
• Drenge og piger skal have lige muligheder for at blive så dygtige som de kan
• Øge det faglige niveau fra mellemtrinnet
• Øge elevernes trivsel igennem støtte og inspiration med et særligt fokus på udskolingseleverne