Diana og Morgan fejrer jubilæum med nyt klubhus
Lørdag kunne hundeklubben DCH Han Herred indvie sit nye klubhus i den gamle grusgrav på Gøttruphavevej.
- Indvielsen foregik efter alle hundekunstens regler med godbidder og taler for de tobenede, fortæller Diana Søgaard, der er medlem af bestyrelsen i klubben, der arbejder med hundetræning på alle planer – både til de store landsdækkende konkurrencer og når den lille, nye familiehund skal lære at begå sig.
- Forud for indvielsen er der gået et stort arbejde. Vi har nu 800 kvadratmeter oplyste øvelsesbaner med græs – men inden vi kunne så græsset, har medlemmerne ryddet området for sten, så der er blevet knoklet gennem mange weekends.
- Det nye klubhus er et kapitel for sig. Vi har fået to pavilloner fra en byggeplads forærende. De er nu sat sammen, så vi nu har over 80 kvadratmeter med mødelokale, køkken, toilet og bad.
Medlemsfremgang
Og der er god brug for de nye faciliteter.
- Vi oplever stor medlemstilgang i øjeblikket. Interessen for både hundehold og træning har aldrig været større. Det er gået godt for klubben, siden coronaen slap sit tag i samfundet med alle nedlukningerne, siger Karen Pedersen, der er formand for DCH Han Herred.
- Indvielsen af det nye klubhus er også en form for jubilæumsfest. Klubben havde 40-års fødselsdag for tre år siden under coronaen, så vi fik aldrig fejret jubilæet. Det er heldigvis muligt nu.
- Al træningen i klubben foregår med DCH-uddannede trænere. Det er en stor styrke, at vi har en række medlemmer, som har gennemført uddannelsen, men det er så også en svaghed, for i øjeblikket har vi lukket for tilgang af nye hunde til begynderhold, fordi vi ikke har flere trænere til opgaven, fortæller Diana Søgaard.
DCH er en forkortelse af Danmarks Civile Hundeførerforening, som er en forening til alle, der holder af hunde, og som gerne vil træne med deres hund.