Hele holdet hos HJN Auto i Kollerup fik et minikursus af Claus Hermansen (yderst til højre) i at bruge hjertestarteren. Som nummer tre fra højre ses Lars Bach fra menighedsrådet, som tog initiativet til hjertestarteren.
Livet her

Det handler om at redde liv

Jo flere hjertestartere, der kommer op, jo bedre

27. januar 2022 kl. 07:15
Claus Hermansen fra Nordjyllands Beredskab sammen med Lars Bach fra Kollerup-Fjerritslev Menighedsråd og Alf Gundersen Jensen fra HJN Auto. Hjertestarteren er placeret ved indgangen til reservedelslageret ud mod Højgårdsvej.

- I begyndelsen var der mange firmaer, der placerede dem indendørs. Man tænkte jo nok, at det var for at sikre ens medarbejdere. Men nu hænger langt fleste udenfor, og det er jo rigtig godt, for så er der flere der kan benytte dem, siger Claus Hermansen fra Nordjyllands Beredskab, der netop har været forbi HJN Auto på Svinkløvvej i Fjerritslev for at sætte endnu en hjertestarter op.

Den nye hjertestarter er placeret ved indgangen til reservedelslageret ud mod Højgårdsvej, og dermed bliver den placeret et sted, hvor der er forholdsvist langt til nærmeste hjertestarter. I hvert fald når det skal gå stærkt, og tiden er knap.

- Alle ved hvor Nissan er, og hjertestarteren er tæt ved alfarvej. Det er i hvert fald betryggende at få den op, siger Lars Bach, som er medlem af Kollerup-Fjerritslev Menighedsråd. Det var menighedsrådet, der tog initiativet, hvorefter Lions Club og bilforhandleren blev kontaktet. Hurtigt var de 15.500 kroner til hjertestarter inklusiv varmeskab fundet.

- Det er heldigvis meget sjældent, at vi oplever hærværk mod hjertestarterne. Det er noget, der er stor respekt om, siger Claus Hermansen.

Han gav en kort instruktion til personalet hos bilforhandleren, så de er klædt på til at benytte den.

- Man skal egentlig bare lytte til, hvad hjertestarteren siger, så finder den ud af, hvad der skal ske, forklarede Claus Hermansen.

Der er godt 20 hjertestartere i Fjerritslev by - og nu også én i selve Kollerup. I Brovst by er der syv i følge hjemmesiden hjertestarter.dk. I Aabybro by er der 13 og ligeså i Pandrup. I feriebyerne Blokhus-Hune er der 11 hjertestartere.

Har man lyst til at melde sig som hjerteløber - man behøver ikke være i god form - så kan man tilmelde sig via hjertestarter.dk, hvorefter man henter en app.

- Bare her i Fjerritslev er der over 30 hjerteløbere, siger Claus Hermansen.

Nordjyllands Beredskab både sælger, servicerer og holder kurser i brugen af hjertestartere.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu