Der skal strikkes dåbsklude i Vedsted og Aaby
Kan du ligesom mange andre lide at strikke, er der nu mulighed for at være med til at strikke dåbsklude i Vedsted og Aaby.
Ideen med at strikke dåbsklude - den lille klud, som præsten tørrer barnets hoved med efter dåben - opstod for et par år siden i Bregnet kirke på Djursland, og siden har dillen spredt sig over hele landet, så der nu bliver strikket i selv den mindste lille flække.
Når det er blevet så stor en succes, er det fordi det opfylder flere behov, vurderer initiativtageren, sognepræst Ann Maj Lorenzen, Bregnet kirke: Dels er det et overskueligt lille strikkearbejde, der afløser de mange karklude, der er blevet strikket rundt omkring. Dels giver den mulighed for at mødes med andre strikkeglade, og endelig er det en charmende måde for kirken at knytte bånd mellem generationerne i kirken på - her kan man lade strikkepindene tale som velkomst til nye sognebørn.
Kirkerne sørger for opskrifter og garn, som udleveres ved henvendelse til sognemedhjælper Inge Lise Reiche på 2487 5446. Garnet bliver købt lokalt hos Butik Skårup i Ryå, der er vældig begejstret for strikke-ideen.
Hvis man har lyst og mulighed kan man være med til at mødes en gang om måneden og strikke en god times tid i sognegårdene over en kop kaffe og en hyggelig snak. Første gang er tirsdag 30. januar om formiddagen i Vedsted sognegård.