Billede beskrivelse

Den store klassefest blev et hit

Stor gensynsglæde da gamle Aabybro-elever satte hinanden stævne

06. september 2022 kl. 11.33
Opdateret kl. 11.42

Lokkerne er blevet lidt mere grå, og der er kommet en enkelt rynke hist og pist, men ellers var alt næsten som i gamle dage, da 41 elever og tre lærer forleden mødtes til 30-års jubilæum.

- Vi faldt hurtigt tilbage i de gamle roller, snakken gik på kryds og tværs, og der blev festet igennem fra klokken 17.30 og til klokken seks om morgenen, siger Elsebeth Arnvig, der i dag er bosat i Køge.

Sammen med tre klassekammerater arrangerede hun gensynsfesten, som også talte tre lærere: Annie Stilling Tougaard, Lizzy Filtenborg og Kurt Jakobsen.

- De holdt tale og medbragte billeder fra vores tid på skolen. De kunne også fortælle, at skolerne dengang havde en langt bedre økonomi end i dag, hvilket betød, at vi var på rigtig mange ture. Desuden var vi blandt de første, som fik mulighed for at lave projektopgaver, siger Elsebeth Arnvig.

Eleverne gik på Aabybro Skole fra 1981-1992 og er i dag spredt for alle vinde. Siden de forlod "den røde skole", er det lykkedes at lave en gensynsfest hver tiende år. Dog var der nogle, som ikke havde set hinanden i 30 år. En ting står klart efter dette års fest: Der skal ikke gå ti år, før flokken mødes næste gang.

- Vi var alle enige om, at vores årgang var helt speciel, og vi gik alle derfra med en følelse af, at vi ikke havde lyst til at miste det fællesskab, som vi har genfundet, siger Elsebeth Arnvig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste