Den positive nyhed er, at der er fjernvarme på vej. Den negative er, at borgerne må vente to år
530 kunder kan få fjernvarme fra Aalborg Forsyning, men det kræver en opbakning på 60 procent, hvis projektet skal realiseres
NØRHALNE: Det var ikke kun kaffen og kagen, der blev serveret i Nørhalne Forsamlingshus, som forleden aften havde trukket byens borgere af huse.
Ud fra antallet af fremmødte at dømme er interessen for at få serveret fakta omkring fjernvarme nemlig ganske stor. Omkring 300 var mødt op, og af hensyn til pladsen var det nødvendigt at afholde to møder.
Nørhalne Borgerforening har været tovholder og bindeleddet mellem byen og Aalborg Forsyning, og Niels Ole Jensen fra borgerforeningen glæder sig over den store interesse, som samtidig er med til at give en tro på, at den nødvendige opbakning er til stede. Det kræver nemlig en tilslutning på mindst 60 procent af det potentielle beregningsareal, hvis Aalborg Forsyning skal realisere projektet.
- De 60 procent er nøglen til at komme i gang, siger energiforsyningschef i Aalborg Forsyning, Jesper Møller Larsen, der deltog på de to borgermøder.
Borgerne i Nørhalne må dog væbne sig med tålmodighed, før de kan åbne for fjernvarmen. Pt. hedder tidshorisonten tredje kvartal 2024.
- Vi tør ikke være for optimistiske i forhold til tidsplanerne, men vi håber, at vi kan komme hurtigere i gang. Vores tidsplan pt. er, at vi starter anlægsprojektet næste år og kobler de første forbrugere på sidst i 2024, siger Jesper Møller Larsen.
Kommunegrænsen er ikke nogen barriere
I alt kan 530 kunder i Nørhalne potentielt få udrullet fjernvarme - 400 af dem har i dag naturgas eller olie, mens resten har el, varmepumper og biomasse/pillefyr.
En kort overgang var det på tale, at Aabybro Fjernvarme skulle forsyne borgerne i Nørhalne, men dette projekt blev opgivet, og i stedet har naboerne i Aalborg meldt sig på banen.
- Vores ejere er Aalborg Kommune, som har en vision om, at Aalborg Forsyning skal levere grøn og billig varme i hele kommunen, men der er nogle grænsetilfælde som eksempelvis Guldbæk og Nørhalne, hvor det, ud fra et samfundsøkonomisk hensyn, vil være bedst, at Aalborg Forsyning leverer varmen. Det vil være markant dyrere at forsyne forbrugerne i Nørhalne fra Aabybro, og derfor går vi gerne ind i et projekt i en anden kommune, hvis det giver mening, siger han.
Ifølge Niels Ole Nielsen er planen at opsætte et barometer ved forsamlingshuset, som indikerer, hvor langt, byen er nået i forhold til at opnå den nødvendige tilslutning.