Demonstrerer for at skaffe hustru job
Snezana Martinovic har boet i Danmark i 25 år - uden at komme rigtigt ind på arbejdsmarkedet
Brovst: Snezana Martinovic har boet i Danmark i næsten 25 år, og hun har haft mere end svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet - især de sidste 10 år.
Det til trods for papirer fra blandt andet Aalborg Universitet, hvor hun er uddannet Cand. soc. i Socialt Arbejde. Inden da er hun uddannet socialpædagog.
- Med denne kandidatgrad kunne jeg bestride en vifte af stillinger i den offentlige sektor såsom sagsbehandler, konsulent, AC-fuldmægtig, analytiker, underviser og mange andre stillinger som vedrører socialt arbejde, siger hun.
Snezana Martinovic og hendes mand Mijo fremviser den kæmpe store stak af afslag.
- Her er vel cirka 1500 afslag, siger Mijo Martinovic, der selv har arbejdet, siden familien kom til Tranum som flygtninge fra Sarajevo i starten af 90´erne.
- Det gør mig vred og frustreret, fordi vi har aldrig ville ligge samfundet til last, siger han.
Han har derfor de sidste uger valgt at bruge sin ferie på at demonstrere, og hver dag har han stået i en lille "bod" på torvet overfor Fakta i Brovst.
- Der har været så mange forbi her for at sige, at de støtter os, og det varmer, siger han.
- Til gengæld er der ikke en eneste politiker, der har været her i forbindelse med valgkampen, og det synes jeg faktisk er temmelig underligt.
Snezana Martinovic har haft svært ved at finde ud af, hvorfor hun får afslag på afslag, og hun har svært ved ikke at føle sig chikaneret, fortæller hun.
- Det er jo rigtigt, at jeg har nogle problemer med mine øjne, men det er ikke noget, der har nogen indflydelse på den type job, jeg søger, siger hun.
- Selvom det er klart, at det gør, at der er visse typer jobs, jeg ikke kan søge.
- I min kontakt med daværende Jobcenter Brovst, fik jeg for eksempel gentagende gange tilbud om at omskole mig til social og sundhedsassistent. Jeg har fortalt til dem, at jeg har nedsat syn, og at jeg ikke kan arbejde med hvad som helst, idet jeg er synsmæssigt begrænset.
En henvendelse til hendes fagforening, Dansk Magisterforening, bekræftede, at noget måtte være galt.
- De svarede at de med det blotte øje kunne se, at det drejede sig om chikane på grund af mit navn, siger hun.
Hun vifter hænderne frem for sig:
- Det pointeres så ufatteligt tit, at indvandrerne skal integrere sig i samfundet, og der snakkes og prædikes om, at borgerne i det danske land skal få sig en uddannelse og få sig et arbejde. Samtidig benyttes der ufattelige mange skattekroner på alle disse nævnte problemstillinger, men jeg må da om noget være et eksempel på, at der er noget galt her.
Parret har to børn, og de er begge godt i vej. Datteren læser matematik og sønnen går stadig i folkeskole.
- Men det er svært at kigge mine børn i øjnene og sige, at deres udenlandske rødder ikke betyder noget i deres fremtidige arbejdssøgning.
- Og det kan jeg mærke gør mine børn, kede af det, for hvordan stiller det dem?
Det kan godt være lidt svært at blive ved med at finde motivationen, synes hun.
- I disse år har jeg gået rundt om det offentlige system som katten omkring varm vælling, men uden succes. Konsulenterne i Jobcentret har aldrig forsøgt at hjælpe mig mens "anden aktør" alle fire gange, hvor jeg har været igennem deres forløb, har meddelt, at det ikke lykkedes for dem at finde en praktikplads eller job med løntilskud. Fjerde gang forsøgte konsulenten endda at putte mig et sted hen, hvor det er godt at være fremmed, men desværre havde stedet så mange frivillige, at det var umuligt at have en praktikant. Alle de steder, jeg har været i praktik, har jeg i øvrigt selv søgt.
Hun understreger, at hun ikke har brug for ynk, men bare er frustreret og træt over forløbet, der betyder, at familien har sat deres hus til salg.
- Vi er flygtet en gang, da vi måtte flygte fra Sarajevo i 1992, siger hun berørt, mens øjnene blanker til.
- Det kan da ikke passe, at vi er nødt til at flygte en gang til, vel ...
Svaret lader vente på sig, mens spørgsmålet forsvinder i vinden, der får banneret til at blafre.