De gamle lege gav gevinst

8. klasser fra Aabybro Skole planlagde aktiviteter for 2. klasser fra tre skoler

13. maj 2017 kl. 09.38

Der var mange gevinster at høste onsdag formiddag i DGI Huset i Aabybro. Eleverne fra 23. klasserne på Aabybro Skole, Biersted Skole og Nørhalne Skole gik til de af 8. klasserne på Aabybro Skole planlagte opgaver med højt humør og lyst til at lege gamle lege, prøve springgymnastik, danse og andre motoriske udfordringer.

Alle 140 elever fra 2. årgang var nemlig inviteret til at deltage i det landsdækkende projekt, Skoleidrættens Forårsfestival, som Dansk Skoleidræt og Nordea-fonden står bag.

- Ideen er at få børnene i 2. klasserne til at bevæge sig mest muligt, uden at det hele tiden handler om konkurrence, men mere om fællesskab, og som noget nyt sker det også på tværs af skolerne, forklarede Peter Nikolajsen, Aabybro Skole.

- Det er rigtigt fint, at vi kan organisere en kultur med idræt i skoleregi, og børnene kan lære hinanden at kende på tværs af skolerne, uddybede han. Desuden har Aabybro Skoles 8. klasser i deres idrætstimer haft udfordringen at planlægge, gennemføre og evaluere dagen.

- I planlægningen har vi blandt andet skulle tage hensyn til hvilken aldersgruppe, vi skal arbejde med, og tilpasse aktiviteterne efter det, sagde Anne-Sofie Klimt Østergaard fra 8. årgang på Aabybro Skole.

- Det har været sjovt, og jeg kan godt lide at arbejde med børn, sagde Anne-Sofie Klimt Østergaard, som i fritiden også er gymnastikinstruktør i Åbybro Gymnastikforening.

En af opgaverne var, at eleverne stående i rundkreds med en stor faldskærm skulle holde en række bolde i gang i luften, og en anden station var at gemme sig og skyde andre med bløde bolde, som i en god gammeldags krigsleg.

Og ifølge Silje Gørup Winkel fra Biersted Skole var sidstnævnte opgave den sjoveste.

- Det er en sjov dag, fordi vi får lov til at prøve nogle helt andre ting, sagde hun.

Med skolereformen fra 2014 skal alle elever være fysisk aktive i gennemsnit 45 minutter i løbet af skoledagen. Det mål skal blandt andet nås ved, at skolerne inviterer lokalsamfundet med i skolen og inddrager det lokale idræts- og foreningsliv i undervisningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste