Danmarks største fugleudstilling: En billig feriefornøjelse for børnefamilierne
Danmarks største fugleudstilling, der blev afviklet i Halvrimmen i weekenden, er simpelthen alletiders efterårsferie-tilbud til børnefamilier. Det mener Heidi Nielsen, der besøgte udstillingen lørdag efter med børnene Isabel på syv år og tre-årige Zack samt ægtemanden Kristian.
- Det er nok Nordjyllands billigste attraktion. Kun 15 kroner for børnene og så 30 kroner for de voksne. Det er der altså ikke mange andre steder, der kan hamle op med, siger Heidi Nielsen.
- Børnene elsker det. Der er en masse og se på – og hvis vi har brug for at sidde ned, er der mulighed for, at de kan tegne, mens vi får lidt kaffe og kage til en fornuftig pris. Det er rigtig hyggeligt – og det fungerer godt.
Slanger og kaniner
Isabel og Zack nød også eftermiddagen på udstillingen, der er meget mere end en fugleudstilling. Især montrerne med slanger, skildpadder og andre krybdyr havde en magisk tiltrækningskraft.
- Men det bedste var nu kaninerne, som vi måtte kæle for, slår Isabel fast.
Årets fugleudstilling i Ø.A.H.-hallen i Halvrimmen er Danmarks største af sin art. Det er først og fremmest hobbyfolket, der udstiller. På udstillingslisten var hele 338 fugle fordelt på mange arter lige fra araer og kakaduer til mange forskellige parakitter og dværgpapegøjer samt duer, vagtler, undulater til kanariefugle.
Desuden er udstillingen traditionelt et lille kræmmermarked, hvor folk fra egnen faldbød alskens tingeltangel til en billig penge – lige fra potteplanter til honning.
Både lørdag og søndag var der tombola og en masse konkurrencer for publikum.
Fugleudstillingen i Halvrimmen arrangeres af Jammerbugt Fugleforening. Søndag er der åbent fra 10 til 16.