
Da Michael lagde vilde tilbud op til de unge, gik hjemmesiden ned
- Hele vores system gik bare i sort. Det har jeg godt nok aldrig prøvet før.
Sådan lyder det fra Michael Enodden, der er leder af Jammerbugt Ungdomsskole. Da tilmeldingen til efterårets fritidstilbud åbnede 1. september, gik hjemmesiden nemlig ned.
Tilmeldingen åbnede klokken 16, og klokken 16.03 gik hjemmesiden ned på grund af for stort pres.
- Vi sad med det fremme på en storskærm, og først nåede jeg lige at tænke: "Åh nej, det der IT." Der troede jeg bare, at det var her på kontoret, men så begyndte telefonerne at ringe, siger Michael og fortæller, at sitet kom dog hurtigt op at køre igen, og de mange hundrede tilmeldinger kom i hus i rigtig rækkefølge.
Ungdomsskolen har de seneste år oplevet en stor fremgang i tilslutningen, men det er alligevel første gang, at næsten alle hold er udsolgt så hurtigt.
- Opstarten har væltet os fuldstændigt rundt. Det er vildt at nærmest alle hold er så massivt fyldte. Der er flere, hvor vi har lavet ekstra hold, siger han.
Det gælder bl.a. en bageskole med den tidligere bagedyst-deltager Beate og et hold, hvor de unge lærer at lave sushi. Samtidig er der venteliste til flere aktivitet, hvor det ikke har været muligt at oprette flere hold med det samme. Det er der også til en hyttetur til Rønbjerg Feriecenter.
- Det har vi aldrig prøvet før, så vi havde oprindeligt kun booket hytter til 30, men der er 108 tilmeldte nu. Vi er jo helt blown away, griner Michael.
Aktiviteter for kommunens børn og unge fra 7. til 10. klasse spænder vidt. Udover forskellige udendørsaktiviteter, madkurser og ture kan man bl.a. nævne slik-yoga, gåture med alpakaer og Halloween-aften på Bratskov, hvor den gamle herregård bliver omdannet til et scaryhouse med et mordmysterium, som de unge skal løse. Der er stadig få ledige pladser på enkelte hold.