Corona i vejen for unge badminton spilleres tur til Danmarksmesterskab for hold

Sport: Lige til det sidste håbede drengene fra Skovsgård Brovst KFUM If på, at de skulle afsted, og de har hele tiden trænet frem mod mesterskabet - hjemme i haven

08. april 2020 kl. 18.00

Skovsgård/Brovst: Hos Skovsgård Brovst KFUM går der lige nu fem stolte badmintonspillere fra U 11 og U 13 rundt.

De er nemlig blevet udtaget til Danmarksmesterskaber for hold, fordi de massivt har vundet deres pulje med 52 ud af 54 kampe.

Meningen var, at de skulle kæmpe mod andre dygtige hold i Slangerup til juni.

Men også her kom Corona-krisen på tværs.

Uffe Tranholm Nielsen, der er far til Anders fortæller, at det selvfølgelig ærgrer drengene.

- Men omvendt gør det også, at de kan træne ordentligt, inden de forhåbenlig skal afsted på et andet tidspunkt siger han.

- Og uanset, så er både drenge og forældre stolte over deres arbejde, tilføjer han.

Alternative træningsformer

Drengene er vandt til at træne hos Skovsgård Brovst KFUM IF, hvor de blandt andet har en stor boldkanon til deres rådighed.

Et redskab, som de har fået penge til fra SE Vækstpulje Nyfors, men som de nu ikke kan bruge.

For et hold, det er det eneste, de ikke kan få lov at være lige nu.

Men det stopper nu ikke de aktive drenge, der blandt andet har kastet sig over en disciplin, der har fået navnet ”hækminton. De har nemlig rykket træningen hjem i deres respektive haver, hvor badmintonnettene er blevet sat op, så der kan trænes.

Uffe Tranholm Nielsen fortæller, at drengene tager de lidt anderledes træningsformer med højt humor.

Hans egen søn, Anders Tranholm synes nemlig først og fremmest, at det er fedt at have være udtaget til DM.

- Og det handler jo ikke altid om at vinde, siger den unge badmintonspiller.

I stedet bruger han tiden på at løbe hver dag, og når der er vindstille spilles, der badminton i haven.

Og så overvejer han at overtage en ide, som Anton Nørgaard Thomsen har fået - hækminton.

Også Anton er nemlig i den grad klar til kamp. Han træner med sin familie, og der er også blevet købt et net til haven.

Nikolaj Jensen holder sig også i form hjemme i haven, hvor han spiller lidt med sin yngre bror. Og så løber han med hunden.

Han synes også, at det er noget helt særligt at være blevet udtaget:

- Jeg glæder mig til at konkurrere med de andre spillere på højt niveau, siger han.

Rasmus Nielsen lægger heller ikke skjul på, at han havde håbet rigtigt meget på, at DM var blevet afviklet, og også han spiller lidt udenfor nu da hallen er lukket.

- Jeg havde håbet, at DM blev afviklet, for jeg har glædet mig til en tur med de andre drenge, siger han.

William Olesen er helt enig. Han træner med sin far i garagen, og han ser frem til, at mesterskabet forhåbentlig bliver afviklet på et senere tidspunkt.

- Det bliver så fedt at møde modstandere fra hele Danmark - og så glæder jeg mig også til at hygge med mine badmintonvenner, siger han.

Det er så vidt Uffe Tranholm ved, første gang, at et hold har været udtaget i DM.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste