Containere får nyt liv

09. maj 2017 kl. 09.50
Opdateret kl. 09.55

Store stakke af gamle, grønne papircontainere har de seneste uger fyldt godt op på genbrugspladsen i Fjerritslev.

I en åben metalcontainer ligger tusindvis af sorte håndtag, der er blevet afmonteret.

- Det er faktisk en meget positiv historie, fortæller affaldsplanlægger i Jammerbugt Kommune Tom Hansen.

14.000 af de papircontainere, der er blevet i overskud i forbindelse med, at alle husstande i Jammerbugt Kommune har fået en ny genbrugscontainer, er solgt til et firma i udlandet med henblik på, at de skal på gaden igen.

- De står og venter på at blive kørt til Tyskland i lastbiler. Her bliver de vasket og sorteret, så de er klar til at komme i brug igen, forklarer han.

På genbrugspladsen i Fjerritslev har en gruppe ansatte fra det udenlandske firma de seneste uger arbejdet med at skille de mange containere ad, så de er lettere at transportere. Hjulene er taget af og puttet inden i hver container, så de bedre kan stables. Håndtagene er fjernet og solgt separat til et firma i Mariager.

- Det med at sætte håndtag på spandene er et dansk fænomen, som man ikke har brugt i mange år. Derfor bliver de pillet af nu, siger Tom Hansen.

De sorte plastarme bliver i stedet kværnet til plastgranulat, så de kan smeltes om til ny plast.

- Der er alene fire tons håndtag, og hvis man tænker på, at det koster to kilo olie at lave et kilo ny plast, så er det faktisk rigtig mange ressourcer, man sparer ved at genanvende dem, siger Tom Hansen og tilføjer:

- Når vi skrotter noget, er det vores opgave at få produktet så højt op i affaldshierarkiet som muligt. Det bedste er at genbruge, som vi gør med selve spandene, det næstebedste er at genanvende, som vi gør med håndtagene.

Også i efteråret solgte kommunen en portion papircontainere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste