Citychef besøgt Brovst Handelstandsforening
Torsdag den 11. maj 2017 havde bestyrelsen i Brovst Handelstandsforening besøg af den nye citychef Anni Fosgrau.
Af de fire byer, der er gået sammen om at ansætte en citychef, var Brovst Handelstandsforening den sidste i rækken, som Anni Fosgrau besøgte.
- Der var 45 ansøgninger, og der blev udplukket 15 gode ansøgninger, derefter måtte vi vælge fem kandidater til samtale. Det var en meget vanskelig afgørelse, da der var mange gode kandidater - både i Brovst og omegn. Vi er nu meget glade for at Anni Fosgrau takkede ja til stillingen, fortæller formanden for handelstandsforening Elin Hjeltnes Grønning, Nordiskfacade.
Anni Fosgrau, der startede 1. maj, kommer fra en stilling som konsulent, underviser og kædeansvarlig indenfor detail ved Aalborg Handelsskole.
- Vores nye citykonsulent primære fokusområde er at skabe vækst og udvikling i Jammerbugt kommunes handelsliv. Nye kommercielle tiltag skal iværksættes og handelsstandsforeningernes aktiviteter koordineres. Der skal startes og opbygges netværk samt gennemføres kompetenceudvikling for detailhandelen vedrørende online markedsføring og tilstedeværelse, sagde Elin Hjeltnes Grønning.
Citychefen vil få udleveret en medlemsliste for Brovst Handelsstand. Hun vil derefter besøge alle medlemmer af foreningen,
for at høre om stort som småt og for at hjælpe og samarbejde, så Brovst kan få en fortsat vækst.
- Ofte er det bare en lille detalje, der evt. skal laves om på og wupti, så har vi forøget vores salg, afsluttede formanden for handelstandssforeningen.