Cirkus by night i byen

Selv om vejret drillede, fandt mange vej til Fjerritslev fredag aften

22. juli 2017 kl. 11.07

Handelsstandsforeningen havde lagt op til underholdning for store og små, da der fredag var Cirkus by night.

De mindste kunne blandt andet glæde sig over Cirkus Minimus, der underholdt med en sjov blanding af trylleri, akrobatik og klovneri foran Salon Brix. Fjerritslev Fut og den gamle markedskarrusel kørte vanen tro hele aftenen, lige som der var åbent på Bryggeri- og Egnsmuseet og mulighed for at købe en aften-snack i Lions Club’s pølsevogn.

Ville man være en del af cirkusløjerne kunne man få et flot klovneansigt helt gratis hos Hokus Pokus, ligesom der flere steder i gaden var popcorn og cola-udskænkning, som det jo hører sig til i et cirkus.

For det voksne publikum var der også mange fristelser. På Torvet spillede Limfjordens Sønner en god gang jazz, som de mange gæster kunne nyde til deres jazz-platte i teltet, eller ved de opstillede borde i det fri på torvet, hvis man ikke var bange for lidt regnvejr.

Kroen havde meget travlt, og et forsigtigt gæt lyder på mindst 250 spisende gæster inden klokken 20.30, så tapas og jazz passer godt sammen.

Var man hverken til klovnerier eller jazzmusik, kunne man gøre en god handel i byens mange butikker, der startede udsalg i dag.

Hos Lindstrøm glædede man især over de mange udenbys kunder, der havde fundet vejen til Fjerritslev - men vejret indbød jo heller ikke til at sidde i klitten og se på solnedgang.

Alt i alt en god dag for handlende og turister i området, selv om alle nok havde håbet på lidt bedre vejr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste