Carpark North til VesterhavsRock
Carpark North og High Voltage gæster VesterhavsRock, når festivalen 4. august fejrer 20 års jubilæum.
Carpark North er aktuelle med deres femte studiealbum, Hope, som fortæller en historie om tab, håb og livsglæde.
Carpark North, der netop er udkommet med deres femte studiealbum, er kendt for at brage igennem lydmuren live og har spillet fantastiske intimkoncerter, der har givet publikum en oplevelse for livet. Med maksimum 4500 billetter til VesterhavsRock er der næsten med garanti en chance for, at stemningen på festivalpladsen kommer til at nærme sig noget formidabelt og mindeværdigt, som kun er ganske få forundt.
Ud over formidable Carpark North vil bandet High Voltage, der er kendt for at levere Danmarks bedste AC/DC Jam, også levere et brag af en koncert til VesterhavsRock 2018.
Med High Voltage på scenen vil motorvejen til helvede stå i flammer til tonerne af Highway to Hell og lyden fra Hell’s Bells-klokken, der ringer til audiens hos rock kongerne fra AC/DC. High Voltage leverer det absolut tætteste, man kommer på en original AC/DC koncert og der leveres et energisk sceneshow, hvor de gamle klassikere som Hells Bells, Thunderstruck, Highway To Hell og T.N.T bliver leveret som var det den ægte vare, der stod på scenen.