Billede beskrivelse

Byfest By Night i Aabybro

Handelsliv og foreninger byder på tilbud, musik og konkurrencer

18. juli 2017 kl. 09.25

Årets Aabybro By Night fredag 28. juli tager udgangspunkt i 1990´erne, når butikker og foreninger byder velkommen til en dag og aften med masser af underholdning, tilbud, konkurrencer og godt at spise.

Det sker både på Østergade med et kæmpe telt med en masse stande samt i selve centret og ved Kattedamsvejs udmunding i Østergade.

- I Aabybro har vi jo ikke en egentlig byfest, men vi har By Night som en sommeraktivitet, der er blevet en fast tradition, siger Martin Frøstrup, Sportmaster, som har været med i planlægningen af begivenheden.

- Vi vil gerne lave aktiviteter både for vore lokale borgere, men også for turisterne i området og sørge for, at det bliver en hyggelig dag og aften, fortæller han. Derfor er de fleste butikker også klar med forskellige konkurrencer og personalet i klædt ud efter 1990´er temaet..

- For os er det oplagt at tage udgangspunkt i EM 92, fortæller Martin Frøstrup.

Og Sportmaster fortsætter med fodboldtemaet, da de to AaB spillere, Kasper Pedersen og Nikolaj Lyngø, besøger butikken mellem klokken 18.30 og 19.30, ligesom man kan skyde på mål foran butikken.

Også det lokale foreningsliv møder op med stande.

Det gælder blandt andre Aabybro Sogns Jagtforening, Aabybro Golfklub med en puttinggreen samt Aaby Kirke og spejderne. Det samme gælder nogle af de politiske partier.

Flere bilforhandlere dukker op med en række køretøjer, nemlig Nissan Toyota, Citroën, VW samt Kurts Auto. De bliver suppleret med veteranbiler parkeret ved Netto.

På Torvet er der dans med både Åbybro Gymnastikforening og line dance, mens Ryaa IS tager opstilling ved pubben.

Ved indgangen til Aabybro Centret har Aabybro Borgerforening tombola, ligesom der kan købes pølser og is.

Derudover bliver der dækket op til spisning i både centret, hvor Menu tænder grillen, og på Østergade ud for Spar Nord, da DGI griller ved Viaduktvej, og Lions Club har udskænkning.

I Aabybro Centret er der live musik med Morten Berntsen, ligesom DJ Tom NeedleSplit Hummeluhr spiller.

Det gør DJ Jesper "Fille" Nielsen også i midtbyen.-tin

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste