Butikker kan låne city konsulenten
I Jammerbugt kommune har man i samarbejde med handelsstandsforeningerne i Pandrup, Aabybro, Brovst og Fjerritslev ansat en city konsulent til at sparre, hjælpe og udvikle inden for detail.
Indtil videre har det mest synlige bevis for samarbejdet været Jammerbugt Gavekortet, som er en stor succes i alle de involverede byer. City konsulent, Anni Fosgrau, er dog involveret i mange andre opgaver.
- Jeg brænder for at komme rundt i byerne og have en faglig sparring med de butiksansatte, siger Anni Fosgrau.
Derfor har hun udarbejdet et koncept, "Lån City Konsulenten", hvor hun tilbyder at hjælpe butikkerne med at reflektere over egen praksis.
- I en travl hverdag i butikken kan det være svært at gå fra drift til refleksion og dermed er faldgruben, at man blot agerer, som man plejer. "Lån City Konsulenten" hskal skabe dialog og ryste op i den viden, som butikkerne sandsynligvis allerede har, men ofte ikke er opmærksomme på i deres daglige arbejde. Desuden kan konceptet bidrage med nye værktøjer og en opdatering på tendenser, forklarer Anni Fosgrau.
Der er netop blevet holdt et morgenmøde i Brovst Handelsstandsforening med fokus på det personlige salg, om at være mere bevidst om tilgangen til salgsteknikker i dagligdagen og dermed gå fra autopilot til mere leg på gulvet for at skabe yderligere relationer og oplevelser for kunderne.
En af deltagerne var Jens Christian Nielsen fra Hr. Nielsen Specialiteter, og han har fået endnu større fokus på salgets faser og efterfølgende kan se ideen i at låne city konsulenten til individuel sparring i butikken.
Tidligere på foråret var city konsulenten på besøg i Fjerritslev, hvor fokusset var på adfærdsprofiler, og hvordan denne viden kan bruges i forhold til kollegaer, kundetyper og målrettet kommunikation/salg. Tina Karstenskjold Nielsen fra Fjerritslev Tryk oplyser, at det har sat mange tanker i gang, som blandt andet drøftes flittigt i frokostpausen.