Borgere gode til at sortere
Målet i Jammerbugts affaldsplan for 2014-24 er allerede nået
NEJ! Nix! No! Njet! Nein! Det gør det i hvert fald ikke!
Ordene findes på Jammerbugt Kommunes hjemmeside som svar på det evige spørgsmål: "Bliver det ikke bare blandet sammen?"
Og det ser ud til, at Jammerbugtens husstande har fattet budskabet. Borgerne er rigtig gode til at bruge de nye, sorte affaldsspande med et rum til papir og pap og et rum til plastik og metal. Det fortæller kommunens affaldsplanlægger Tom Hansen.
- I maj og juni, der var de første to måneder hvor alle husstande havde spanden, har vi hentet henholdsvis 36 og 33 tons metal og plastik. På årsbasis bliver det godt 400 tons, og det var det, vi havde som mål. Det er rigtig flotte tal. Man skal tænke på, at før vi fik de nye spande ud, røg metal og plastik bare i skraldespanden, siger Tom Hansen.
Mens det er nemt at måle succesen på den ene side af skillevæggen, er det sværere at få styr på pap og papir, fordi forskellige tendenser trækker i forskellige retninger. Den digitale revolution har mindsket forbruget af papir - færre aviser, reklamer og breve - men den har også øget handelen på nettet, der efterlader husstandene med flere papkasser.
- Det er vores fornemmelse, at mængden af papir falder, mens der bliver mere pap. Under alle omstændigheder falder mængden af indsamlet papir hos os med 70 tons om året, siger Tom Hanen.
De nye todelte sorte spande blev kørt ud til borgerne i to omgange. De første blev afleveret i efteråret 2016 mens de sidste kom ud i foråret. I alt står der nu 18.300 sorteringsspande i kommunen.
Spandene er magen til dem, der står i Aalborg Kommune, men der er en lille smule forskel på, hvad der må puttes i dem.
- Vi vil kun have små papkasser - op til skotøjsæske-størrelse i vores. Der er flere, der har bil hos os end i Aalborg, så vores forbrugere kan nemmere køre til genbrugspladsen med de store papkasser. Ellers kunne rummet blive fyldt op af en enkelt eller to store papkasser, og så smider folk papir og pap i skraldespanden indtil genbrugsspanden bliver tømt. Og papiret i dagrenovationen kan vi jo ikke genbruge, forklarer Tom Hansen.
De nyeste tal fra juni viser, at 15 procent af husholdningsaffaldet nu genbruges. Efter første hold genbrugsspande var kørt ud, lå tallet på 12 procent.
- Altså har vi øget genbrugsprocenten med tre, og det var det, vi satte os for i affaldsplanen for 2014-24. Det er rigtig godt gået af borgerne, siger Tom Hansen.
Det papir og pap, som kommunen indsamler, afleveres til et firma i Nørresundby, der sørger for, at det bliver genanvendt. Plastik og metal afleveres til det nye sorteringsanlæg i Aalborg, som Jammerbugt, Mariager og Aalborg Kommuner sammen har bygget. Her bliver affaldet sorteret i forskellige plastik- og metaltyper og sendt til genanvendelse. Kun en lille del kan ikke genanvendes og må brændes.
- Vi var ude at se på, da de første læs kom ind, og der var ikke ret meget, som ikke skulle være der, slutter Tom Hansen.