Bogvognene er kørt frem i Ingstrup

Bøger: Ingstrup Bogby har igen har fået sat bogvogne og bænke ud i bybilledet

08. april 2020 kl. 10.37

Ingstrup: Foråret er kommet til Ingstrup, og det betyder, at de karakteristiske hvide bogvogne og bænke er nu på gaden igen. Man kan ligeledes glæde sig over de mange ”Ord på huse” eller skilte med kloge ord, når man går tur i den hyggelige landsby, fortæller Inger Dueholm, der er formand for Bogbrugsen.

Hun oplyser, at i den seneste tid er vognene blevet efterset og repareret og bøger fundet frem og prissat.

Lørdag formiddag hjalp en god håndfuld frivillige så med at få vognene kørt ud og fyldt op. Mon ikke både turister og fastboende vil få glæde af de mange bøger i denne tid, hvor så meget andet underholdning er lukket ned, konstaterer hun.

Bogbrugsen holder lukket i disse uger, men det er dog muligt at ringe til formanden og aftale et individuelt besøg.

Brochurer om Bogbrugsen omdeles på egnens turistkontorer og campingpladser.

- Og vi håber, at mange får lyst til at aflægge Bogbrugsen et besøg i løbet af sommeren, hvor der holdes åbent i butik og café fire dage om ugen, slutter Inger Dueholm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste