Bogfri skoledag i Fjerritslev
Mange af Fjerritslev Skoles elever kunne forleden lægge bøgerne fra sig og holde bogfri dag.
0. - 4. klasse var sammen til en idrætsdag, der om formiddagen for pigernes vedkommende bød på "pigeraketten". Arrangementet, der blev afviklet i samarbejde mellem DBU, FIF Fodbold og Fjerritslev Skole, handler om at få fodboldspillet bredt ud til pigerne.
Dagen blev afsluttet med en stafet, hvor klasserne kæmpede om "Den gyldne sko". Konkurrencen var så hård, at der skulle en ekstra finalerunde til mellem 2.a og 3.b, før vinderen blev fundet. Det blev 3.b, der vandt og kunne sige "godt kæmpet" til eleverne fra 2.b, der var gode tabere og lykønskede med sejren.
Femte årgang havde taget bussen til Aars, hvor de var på Nutidsmuseet for at se på mange forskellige opfindelser, som afslutning på et historieforløb netop om opfindelser, og hvordan de har ændret danskernes hverdag siden år 1900.
Sjette årgang havde en dag med Mountainbike-kørsel og orienteringsløb i Kollerup Klitplantage. Cykelkørslen foregik delvist på det markerede MTB-spor. Det kunne ikke bruges i sin helhed, da det var vurderet for farligt for uøvede på mountainbikes. Man havde fået lov at låne Fjerritslev Gymnasiums cykler - dog ikke de nye af kulfiber, men mindre kunne også gøre det, for formålet var at vise eleverne, hvordan man også kan bruge skoven.
Orienteringsløbet var en moderne gang Scrable, hvor det gik ud på at lave det længste ord med de bogstaver, man havde fundet på posterne, og som skulle lokaliseres ved hjælp af appen Mapop.