Billede beskrivelse

Bogbussen er on the road again: Under 20 tilbage i landet

06. november 2024 kl. 14.01

NØRHALNE: Efter et par års ventetid har Jammerbugt igen en bogbus, som skal servicere børn og voksne med litteratur i de lokalområder, hvor der ikke er et bibliotek. Første tur gik til Nørhalne Skole mandag formiddag.

Klokken 9.00 rullede den fine ny bogbus med motiver fra Jammerbugts lokalområder ind i skolegården, hvor den blev modtaget af skolens elever viftende med flag.

- Ved I, hvad der er i en bogbus, spurgte Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget.

- Bøger, lød det fra den store flok af elever.

Billede beskrivelse

Netop bøger slog Helle Bak Andreasen et slag for, da hun holdt en lille tale for skolens elever, inden bussen blev indviet. Bogbussen har bl.a. som fokus at styrke børns læselyst.

- Prøv at leve jer ind i bogens verden, sagde Helle Bak Andreasen og foreslog samtidig engang imellem at bytte skærmen ud med en bog.

Hun fortalte også, at bibliotekarerne vil komme ud i klasserne på skolerne til såkaldte book talks, som skal inspirere eleverne til at tænke nyt i valg af litteratur.

I mange kommuner er bogbusserne udfaset. På landsplan er der under 20 busser tilbage.

- Når vi har fokus på at øge læselysten, er vi også nødt til at sørge for, at man kan låne en bog der, hvor man bor, siger Helle Bak Andreasen.

- Det kan godt være, at en bogbus er gammeldags. Men den kan være med til at gøre litteratur mere tilgængelig for alle - uanset hvor de bor, tilføjer hun.

Billede beskrivelse

Efter talen til børnene blev bogbussen indviet. Det skete uden en rød snor, der skulle klippes, men med et rungende hurra.

- Nu er bussen indviet, og så kan I gå ind i bussen og se, hvordan den ser ud, lød det fra Helle Bak Andreasen.

Den opfordring blev lynhurtigt fulgt, og alle styrtede mod bussen.

Den herlige bus-indvielse blev perfekt afsluttet med saftevand og kagemand, som Åby-Bageren havde sponseret.

Den gamle bogbus blev erklæret død for et par år siden. Et besøg på værkstedet viste, at motoren ikke kunne mere.

Den nye bus er leaset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste