Billede beskrivelse

Børn fra Aabybro var på svømme camp

22. august 2017 kl. 09.11

Det var 20 spændte og forventningsfulde børn i alderen 6 til 10 år der mandag den 31. juli 2017 mødte op til 3 dages svømme camp i DGI huset i Aabybro.

Arrangementet var blevet til som et samarbejde mellem DGI Sports- og sundhedsakademi og Aabybro Svømmeklub, og det er de glade for i svømmeklubben.

- Det glæder os meget med det relativt store antal deltagere, for det er trods alt første gang vi har dette arrangement, lyder det fra Aabybro Svømmeklubs formand, Ole Troldborg, der fortsætter.

- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger, og børnene havde tre gode dage med leg og undervisning og hver dag blev afsluttet med fælles frokost i DGI Cafeen.

Formanden er derfor heller ikke i tvivl om, at svømme campen bliver gentaget.

- Vi synes virkelig, at det har været nogle gode dage, og vi og vil helt sikkert overveje at gentage arrangementet næste sommer, fortsætter formanden.

Flokken var både nye og kendte ansigter.

- Nogle af de deltagende børn kendte instruktørerne allerede i forvejen fra vores svømmeskole, men der var også helt nye ansigter blandt de i alt 9 piger og 11 drenge. Vi håber selvfølgelig også at de tre dage i bassinet kan give nogle af børnene mere mod på svømning og evt. på at starte i klubbens svømmeskole, slutter Ole Troldborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste