Bluestoner fyldte hotellet

31. juli 2017 kl. 09.05

Delta Blues Band leverede sammen med Miriam Mandipira god, gedigen og varieret bluesmusik, da der for tredje gang i denne sommer blev holdt Global Garden Party på Skovsgård Hotel. Koncerten var grundet truende regn flyttet ind i hotellets sal, der med 182 betalende gæster var fyldt til sidste stol. Knap 25 personer måtte tage til takke med en stol eller bænk i hotelhaven, hvorfra de nød den svingende musik.

- Jeg er overvældet over det store fremmøde. Der var solgt mange billetter i forsalg, og der mødte mange op i døren og ville købe adgang til koncerten. Vi pakkede publikum meget tæt, men der blev ikke plads til alle, fortæller Karsten Højen, tovholder for rækken af sommerkoncerter i Skovsgård.

Næsten samme melding lyder også fra hotellets leder, Erik Klit Christensen:

- Jeg måtte melde alt udsolgt til koncertmenuen. Hotellet havde plads til 85 spisende gæster, og alle disse pladser var solgt. Flere spisehungrende koncertgæster måtte vi desværre henvise til andre lokale spisesteder, fortæller han.

Med mere end 45 års erfaring med bluesmusikken er Delta Blues Band kompetente veteraner i genren. Ved denne koncert havde de selskab af blues-sangerinden, Miriam Mandipira. Hun og Delta Blues Band har et langt samarbejde bag sig, og de komplimenterer hinanden godt.

Miriam Mandipira er født og opvokset i Zimbabwe, hvor hun slog sig fast som en af landets ypperste jazz, blues og soul sangerinder.

Denne sæson er den sjette af Global Garden Party-koncerterne, og årets koncertrække afsluttes torsdag 3. august med Dissing & Las.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste