Blokhus Wind Festival rammer Blokhus
Alle regnbuens farver vil være repræsenteret og præge himmelen, når den farvestrålende Blokhus Wind Festival med dansende drager udfolder sig på stranden i Blokhus lørdag og søndag i Pinsen.
Festivalen sættes i gang lørdag den 3. juni kl. 10 fra de højere luftlag, når faldskærmsudspringere fra Faldskærmsklubben Nordenfjords lander på Blokhus Strand.
Drageflyvere fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland vil domptere deres farvestrålende og dynamiske drager og der vil blandt andet være teamflyvning, hvor mellem fire og ti drageflyvere lader deres 2- og 4-linede drager danse synkront hen over himlen.
Weekenden vil også byde på friflyvning, hvor man som besøgende har mulighed for at flyve med egne drager på området, som blandt andet kan bygges i den kreative drageworkshop i Fiskernes Hus. Ligesom der vil være mulighed for at møde paraglidere og afhængig af vejret selv prøve paraglidning som passager.
Dragerne får følgeskab af både wind- og kitesurfere, kite buggy´s og motordrevne faldskærme. Og vil man for alvor prøve at "komme i modvind" kan dette opleves i Aalborg Universitariums vindsimulator.
De mindste gæster kan tage deres bamse med på stranden og lade den prøve et faldskærmsudspring.
Har man lyst til at se Blokhus og den smukke omegn ovenfra, kan man, mod betaling, tage på en rundflyvning i helikopter. Helikopteren vil flyve i knap 500 meters højde med en fart på omkring 180 km i timen.
Ved vindmøllerne, der er beliggende langs omfartsvejen mod Saltum, kan man høre om vindenergi og betragte de enorme møller på ganske tæt hold.
Lørdag bliver nattehimmelen over Blokhus smukt dekoreret, når der er natflyvning med lys.
- Det bliver en fotogen oplevelse, hvor publikum kan forvente en ganske særlig og helt speciel oplevelse til vand, til lands og ikke mindst i luften. Der er gratis adgang til området begge dage, oplyser eventkoordinator, Jette Haugaard Grønhøj, VisitJammerbugten.
Det er i år 5. gang i træk, der arrangeres Blokhus Wind Festival