Birgit vendte tilbage til Jammerbugt i strålende sol
Birgit Morsing Madsen er indsat som ny sognepræst i Hune - og dermed er hun vendt tilbage til Jammerbugt-egnen, hvor hun tidligere har været ansat som sognepræst i Øland-Langeslund sogn.
Indsættelsen blev foretaget søndag eftermiddag af provsten for Jammerbugt Provsti Folmer Toftdahl-Olesen ved en gudstjeneste i Hune Kirke. Det skete i strålende sol og uden egnens karakteristiske blæsevejr, så kirkedøren var åben ud til sommerlandet.
Ved gudstjenesten deltog også de øvrige præster fra Jammerbugt provsti – og der var masser af sang ved Hune Kirkekor. Prædikenen stod Birgit Morsing Madsen for. Hun talte om godheden og understregede, at vi ikke skal dømmes efter menneskers retfærdighed, men Guds uendelige kærlighed.
Kaffebord i kirkeladen
Efter indsættelsen havde sognebørnene lejlighed til at hilse på Birgit Morsing Madsen ved et kaffebord i kirkeladen.
Birgit Morsing Madsen er 63 år og stammer fra Thisted. Hun er oprindeligt uddannet fysioterapeut, men blev cand. theol. fra Aarhus Universitet i 2002. I perioden 2009 til 2015 var hun sognepræst i Øland-Langeslund, og fra 2015 og frem til nu har hun været sognepræst i de tre kirkers sogn i Hvide Sande.
Både i Øland-Langeslund og Hvide Sande har Birgit Morsing Madsen været en populær præst – og indsættelsen i Hune blev da også overværet af sognebørn fra både Øland og Hvide Sande.