Livet her

Biersted satte sig selv på landkortet

11. september 2022 kl. 20:55

Hvordan kommer en landsby ud over stepperne og får skabt ordentlig opmærksomhed om sine fortræffeligheder? Man afvikler naturligvis en messe. Det var i hvert fald den strategi, Biersted Landsbyråd i weekenden lagde for dagen. Under overskriften ”Mød din by” var foreninger, virksomheder og borgere kaldt til samling i hallen. 

Her var der rig mulighed for at blive meget klogere på byens mange tilbud og for at møde såvel foreninger og virksomheder som ressourcepersoner i al almindelighed. 

- Det er fjerde gang, vi afvikler Mød din by, fortæller Flemming Thagaard, der er formand for Biersted Landsbyråd. 

- Vi er jo et forholdsvis lille samfund, så hvis vi skal opretholde en vis udvikling, så er vi nødt til at hjælpe hinanden. Det var i sin tid tanken bag projektet, som nu er blevet en årlig begivenhed. Der kommer flere og flere hver gang. Og det er da ingen hemmelighed, at vi bliver særligt glade, når vi møder udenbys gæster. Vi har nemlig også en lille bagtanke om, at messen skal bidrage til bosætning, smiler Flemming Thagaard. Han hæfter sig således også ved den folder, landsbyrådet har kreeret med henblik på at skabe positiv opmærksomhed for byen og området.

Mød din by blev i øvrigt denne gang afviklet med særlig fokus på den eskalerende energikrise. 

- Det er noget, folk går meget op i for tiden, konstaterer formanden og fortsætter: 

- Mange huse her i Biersted er opvarmet med gas, hvilket jo er voldsom dyrt for tiden. Så vi er glade for, at forskellige energileverandører har fundet anledning til at deltage – heriblandt Aabybro Fjernvarme, som næste år begynder at etablere et ledningsnet i Biersted.

Godt 20 udstillere deltog i årets udgave af Mød din by.

Annonceret indhold

Nyeste