Biersted Landsbyråd vinder 2500 kroner
I opløbet om at blive Årets Forening hos Go’on røg der penge i landsbyrådets retning
BIERSTED: Biersted Landsbyråd er blevet præmieret i det danske benzinselskab Go’on’s landsdækkende konkurrence om at blive Årets Forening 2018. Landsbyrådet fik en delt 13. plads i konkurrencen, og det giver dem en kontant belønning på 2.500 kr. til klubkassen.
Biersted Landsbyråd var nomineret i den landsdækkende konkurrence Årets Forening 2018, og her fik de 704 stemmer i onlineafstemningen, hvilket gav dem en plads i finalen. Den skulle afgøres af en jury, og her endte Biersted Landsbyråd på en delt 13. plads i konkurrence med 376 andre foreningen i Danmark.
Biersted Landsbyråd er det samlende organ i Biersted, der sørger for at der kommer skub i udviklingen af Biersted. Landsbyrådet er samtidig byens kontakt til kommunen.
På hjemmesiden støtdelokale.nu har 376 foreninger været med i konkurrencen, og 62.000 mennesker har stemt. I alt var der pengepræmier til 25 foreninger fordelt på følgende beløb; 100.000, 50.000, 15.000, 5.000 eller 2.500 kr. og foruden den landsdækkende kåring, så er der kåret regionale vindere i Danmarks fem regioner, de belønnes hver med 25.000 kr.
Den samlede vinder af den landsdækkende konkurrence blev Børnenes Lystfisker Akademi, som arrangerer fisketure og sommerlejre for socialt udsatte børn.