Beboere på tur med onsdagsveteraner
En bus fyldt med frivillige hjælpere, en trailer fyldt med rollatorer og otte veteranbiler fyldt med beboere fra Solgården var et flot syn, da Onsdagsveteranerne forleden havde inviteret på kaffetur til Thorup.
Vejret viste sig fra sin bedste side, da veteranbilerne trillede ind på Verner og Henny Nielsens flotte og velplejede grund i Thorup.
Bilerne var festligt pyntet med flag, og beboerne fra Solgården så ud til at nyde turen.
Solgårdens egen bus transporterede de frivilligere hjælpere og den kaffe og kage, der blev nydt i hos Verner og Henny i deres store gildesal.
- Det har været en helt fantastisk dejlig dag - også for os, fortæller Kirsten Kjeldahl fra Onsdagsveteranerne og tilføjer, at det bestemt ikke er sidste gang, at "veteranerne" inviterer Solgårdens beboere på tur.