Båd til fælles gavn

Gjøl Sejlklub har fået ny gummibåd til blandt andet redningsaktioner

26. august 2017 kl. 08.36

Gjøl: Fredag gik vinden friskt over Limfjordens vande, så det var på mange måder en passende dag at søsætte en ny båd.

Det gjorde Gjøl Sejlklub så, og båden skal være til rådighed for de forskellige foreninger, der er tilknyttet Gjøl Havn.

Båden er en hurtig motorbåd - en "Rib," der kan bruges som følge- og instruktørbåd i forbindelse med sejlklubbens ungdomsaktiviteter på jolle og windsurferområdet.

Herudover er det også planen, at den skal bruges ved ro- og kajakarrangementer, fortæller Gjøl Sejlklubs formand, Carl Johan Dissing.

- Men den er ikke mindst tænkt til redningsaktioner på fjorden, siger han om båden, der er lavet af et materiale, der gør, at den kan ligge i havnen hele året rundt.

- Det er heldigvis ikke så tit, at der er livstruende situationer på fjorden, men det sker jo for eksempel, at kajakroerne har brug for at komme hurtigt i land på grund af et tordenvejr, og det sker også, at nogen får brug for assistance i forbindelse med grundstødning eller motorproblemer.

- Her er vores nye båd rigtigt velegnet, siger Carl Johan Dissing.

Fredag var Pernille Andreasen, filialdirektør i Nordea i Aabybro på Gjøl, hvor hun overrakte en check på 50.000 kroner fra NordeaFonden.

- Motion og sundhed er noget af det, fonden lægger meget vægt på, så et bidrag til Gjøl Sejlklub passede fint ind her, sagde hun.

Båden er også finansieret med midler fra SE Vækstpulje Nyfors samt Kultur-, Fritids- og Landdistriksmidler i Jammerbugt Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste