Anni og vennerne startede for sig selv, da coronaen lukkede Hjallerup Marked
Thy Marked er måske ikke så kendt som Hjallerup Marked, men for deltagerne er det mindst lige så stort. Det er tre dage med fest, farver og grill-mad, fortæller Anni Pedersen fra Brovst om Thy Marked, der i weekenden blev afviklet for fjerde sommer i træk på en landejendom mellem Halvrimmen og Arentsminde.
- Vi er en flok venner, som i mange har taget på Hjallerup Marked sammen. Så vi var ilde stedt, da der ikke blev holdt marked i 2020 på grund af coronaen. Det endte med, at vi tog sagen i egen hånd og etablerede Thy Marked.
Svømmepøl
- Vi har alt, hvad der skal til. Tombola, bagagerumssalg, skydetelt, diskotek og ikke mindst det gode nordjyske humør. På et enkelt punkt overgår vi endda Hjallerup Marked, for vi har også en svømmepøl, hvor man kan få en forfriskende dukkert om morgenen oven på en lang nat.
Thy Marked samler heller ikke så mange deltagere som Hjallerup Marked.
- Vi har været godt 20 deltagere, når det går vildest til, erkender Anni Pedersen.
Marked er et stort ord
- Så marked er måske et stort ord. Sammenskudsgilde er nok det mest korrekte. Alle deltagerne betaler et beløb for at deltage – og så køber jeg mad til alle måltiderne i de tre dage. Bortset fra morgenmaden er det mest kød og pølser til grillen. Øllerne og andre drikkevarer medbringer folk selv i campingvognen. For den er nødvendig. Vi fester jo, så der er ikke noget med at køre hjem.
Markedet foregår mellem Halvrimmen og Arentsminde i Han Herred, men Anni Pedersen mener ikke, at det er falsk reklame at kalde det Thy Marked.
- Vi valgte at kalde det Thy Marked, fordi det foregår på Thyvej, fastslår Anni Pedersen.