Andreas kæmper for en verden uden kræft

Sidste år samlede Stafet for Livet knap en halv million kroner ind i Fjerritslev.

Det var første gang, at frivillige i Fjerritslev stimlede sammen for at organisere Stafet for Livet - og nu gør de det igen. Opbakningen er enorm; fire måneder før startskuddet lyder, strømmer deltagere og sponsorer til for at være med.

En af dem er Andreas Kronborg Marklund, som sammen med sin familie også deltog sidste år.

- Det var en fantastisk oplevelse, fortæller Andreas Kronborg Marklund.

Sammen med sine børn og familie var han taget af sted for at mindes sin kone, Rikke Kronborg Marklund, som døde i foråret, og sin far, som var død ganske få dage før løbets start.

- Det var rigtig hårdt, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der et øjeblik havde overvejet, om det ville blive for meget - for uoverskueligt - men han tog alligevel af sted.

- Faktisk havde Rikke og jeg sammen planlagt at deltage, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der, mens planerne blev lagt i foråret, godt vidste, at det var urealistisk, at hans kone ville være i stand til at være med, når dagen oprandt.

- Men vi levede og planlagde sammen, som vi altid havde gjort, lige ind til det sidste, fortæller Andreas Kronborg Marklund.

Hans kone fik konstateret kræft i 2016.

- Det var lidt af en rutsjetur - vi havde lige fået at vide, at min svigermor var blevet erklæret så rask, som hun nu kunne være, fortæller Andreas Kronborg Marklund.

Forinden havde Rikke Kronborg Marklund været uendeligt træt og undrede sig over, hvad årsagen kunne være. Der var en god forklaring på, hvorfor hun var så træt. Hun havde akut leukæmi. En kræftform, der løber i blodbanerne.

Prognoserne var ikke gode og forsøgene på at dræbe kræftcellerne i kroppen havde ikke den ønskede effekt. Lægerne havde planlagt, at Rikke skulle have en knoglemarvsdonation, men det var umuligt, da kræftcellerne stadig var i hendes krop. Håbet om, at Rikke Kronborg Marklund ville overleve, svandt ind. For Andreas og Rikke Kronborg Marklund var det et hårdt slag. Men de gav aldrig rigtigt op. Til gengæld blev de enige om, at det nu og her handlede om at leve livet fuldt ud. Og det gjorde de.

- Jeg bad min kone om at lave en liste over alle de ting, hun gerne ville nå - både som familie og som ægtepar, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der sammen med sin kone gik i gang med at føre drømmene ud i livet.

- Faktisk gik det sådan, at vi nåede det hele, fortæller han med et lille smil i stemmen.

For selvom det var hårdt at skulle leve med visheden om, at dette var de sidste måneder, uger og dage, de havde sammen, så blev det alligevel til en helt fantastisk tid.

- Mange siger, at det, vi nåede i den sidste tid, var langt mere end mange når i et helt liv, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der selv står tilbage med følelsen af at have givet sin kone al den kærlighed, tid og styrke, han kunne.

Til gengæld var hun også stærk for ham og familien og gav alt, hvad hun havde i sig i den sidste tid, som blev fuld af kærlighed, unikke øjeblikke og tæt sammenhold.

Også for parrets sammenbragte børn og fælles barn var det sidste forløb en god tid, når det nu ikke kunne være anderledes.

- Vi havde fra starten besluttet os for ikke at holde noget skjult for dem. De skulle vide, hvor det bar hen, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der selv har oplevet familier, hvor børnene først i slutningen af sygdomsforløbet fik at vide, hvad deres forælder fejlede - og at det nu var allersidste mulighed for at sige farvel.

- Det ville vi ikke. Det skulle være sådan, at vi kunne snakke sammen om det, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der sammen med sin kone også var meget åben omkring hendes sygdom overfor familie, venner og bekendte.

Det betød, at folk kunne spørge, hvis de havde lyst. Og det gjorde de, fortæller Andreas Kronborg Marklund.

- Vi oplevede aldrig, at folk gik over på den anden side af gaden, når vi kom, fortæller han taknemmeligt.

Det betød meget for ægteparret at kunne være i nuet uden at skulle spille nogen form for skuespil over for dem, der var nærmest. At de kunne fortælle, hvordan de havde det, og spørge om hjælp, hvis der var brug for det.

Mange stod klar til at række ud og hjælpe, når der var brug for det, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der også oplever, at deres fem børn i dag er kommet godt igennem det at have mistet deres mor og bonusmor. Flere af børnene er tilknyttet Skyggebørn i Aalborg, hvor børn i sorg kan mødes og snakke sammen om det at have mistet.

- Det er virkelig godt, understreger Andreas Kronborg Marklund, der oplever, at børnene - selvom de aldrig, lige som han selv, mister sorgen - er i god balance og henter en stor hjælp og styrke i Skyggebørn.

I dag bor han i det samme hus, som han og Rikke boede i sammen med børnene. Oprindeligt havde Rikke og Andreas Kronborg Marklund besluttet, at hun skulle tilbringe sin sidste tid i hjemmet. Men i sidste øjeblik anbefalede en sygeplejerske, at parret burde overveje hospice som en mulighed, fortæller Andreas Kronborg Marklund.

- Hun sagde, at børnene altid ville huske, at det var her, hun sov ind, fortæller han.

Sammen besluttede ægteparret at tage ud til det hospice, KamillianerGaarden, som ligger i Aalborg.

Kort efter besluttede de sig for, at hospice var det rigtige for dem.

- Rikke sagde, at her kunne hun godt være - det var okay, fortæller Andreas Kronborg Marklund.

I dag er han taknemmelig for, at han i sin kones sidste tid kunne være der 100 procent for hende som ægtemand, mens det praktiske var lagt i hænderne på andre. Samtidig var der også mulighed for, at hele familien kunne bo sammen med Rikke på hospicet.

- Det betød, at vi levede der som en helt almindelig familie, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der ser tilbage på den sidste tid med ro i sindet, selvom sorgen overskyggede hvert eneste øjeblik - selv når de hyggede sig sammen og stemningen var god.

For det var en god sidste tid, de havde sammen. En tid, der var blevet udnyttet til fulde. De havde nået så meget sammen, både som par og som familie, og tanker om, hvad sommeren skulle bruges på, var også med i deres samtaler, selvom det stod klart, at det ikke var en tid, Rikke ville opleve.

Sammen planlagde de også at deltage i Stafet for Livet i Fjerritslev.

Da Rikke Kronborg Marklund gik bort den 9. april 2017, var det i et øjeblik som om, at alt andet holdt op med at eksistere for Andreas Kronborg Marklund. Men tiden stod ikke stille for evigt - der var børn, som havde brug for deres far. I dag står Andreas Kronborg Marklund med følelsen af, at det var børnene, der reddede ham fra at synke dybt ned i intetheden. Hverdagen fortsatte ufortrødent, sommeren kom og sammen med alle fem børn tog han på den ferie, han havde planlagt for familien sammen med sin kone.

Og da september kom, var de klar - som familie havde de forberedt sig til fingerspidserne til Stafet for Livet og alle børnene bidrog med noget til arrangementet. Pigerne havde blandt andet lavet smykker, som de solgte til fordel for den gode sag.

Selv løb Andreas Kronborg Marklund et maraton i løbet af det døgn, som Stafet for Livet blev arrangeret.

- Det havde jeg bestemt mig for, at jeg ville. På et tidspunkt fik jeg at vide, at det, min kone var udsat for, svarede til at løbe et maraton hver eneste dag. Så i respekt for hende ville jeg også gennemføre et maraton - også for at få en fornemmelse af, hvordan hun havde haft det, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der både hos venner, bekendte og sponsorer mødte en stor opbakning.

Familien fik samlet omkring 50.000 kroner ind til Stafet for Livet på vegne af Rikke Kronborg Marklund.

I tilbageblik ser Andreas Kronborg Marklund dagen i Fjerritslev som en helt særlig dag. En dag, hvor han fik lov til at mindes sin kone sammen med sin familie og samtidig gøre en forskel.

- Det lyder måske forkert at kalde det en folkefest, men jeg synes, der er, hvad den er. Og jeg kan kun anbefale alle at deltage, siger Andreas Kronborg Marklund.

- Folk er hårdt ramt af den stemning, der er - men de er samtidig også positive og opstemte. Det er som en fest, hvor man er her, fordi vi alle sammen har været ude for noget uretfærdigt og hårdt, men vi kæmper for at få det bedste ud af det, fortæller han og forklarer, at det er hans erfaring, at man pludselig kan befinde sig sammen med andre, man ikke vidste også stod overfor sygdommen.

Det er ikke alle, der er åbne omkring deres kræftsygdom, som Andreas og Rikke var omkring Rikkes sygdom. Men det har været en forløsning ikke at skulle gemme sig væk, fortæller Andreas Kronborg Marklund, der tror, at netop det, at de har stået så tæt sammen som familie i det forløb, de var igennem, har betydet, at de nu også står sammen som familie til Stafet for Livet.

Arrangementet er blevet til en tradition, hvor de kan samles og mindes.

Som familie har de også formået at holde fast i hinanden, selvom hans bonusbørn mistede deres mor - de kommer stadig fast hver anden weekend og han har dermed stadig den samme familie, som før Rikke Kronborg Marklund gik bort - den eneste forskel er, at Rikke ikke er der i fysisk form, men at de sammen kan hygge sig og mindes hende, hvis de har brug for det. Præcis som når de sammen deltager i Stafet for Livet i september.

I år er det dog igen med tunge skridt, at familien tager af sted til Stafet for Livet. Andreas Kronborg Marklunds svigermor fortsat syg af kræft og hendes tilstand er forværret. Derfor får Stafet for Livet igen en ekstra dimension - der skal kæmpes for at samle penge ind, som kan betyde, at andre kan blive reddet fra at stå i en situation som den, de står og har stået i.

- Jeg har ikke nogen fjender - men hvis jeg havde, så ville jeg aldrig nogensinde ønske for dem, at de skulle det samme igennem, som vi har været igennem, fortæller Andreas Kronborg Marklund.