Anders ville ønske, at han var født på Gjøl
GJØL: - Jeg ville ønske, at jeg var født på Gjøl. Det sagde DGI-konsulent Anders Vestenbæk Nielsen, da han tirsdag overrakte Gjøl skole beviset på, at skolen nu er DGI-certificeret for sin indsats for at bygge bro mellem skole og lokalsamfund.
Projektet, der kaldes ”Det hele liv på Gjøl” og har involveret stort set alt og alle på Gjøl, har stået på i to et halvt år med det formål at skabe rammerne for, at både børn og forældre har et aktivt liv.
- Det forstår de på Gjøl – og det er derfor, jeg er misundelig på børnene her, sagde Anders Vestenbæk Nielsen.
Gjøl har det hele
- Gjøl rummer mange forskellige og spændende muligheder for bevægelse, leg, idræt, kunst, kreativitet, lokal historie, storslået natur, outdoor aktiviteter og ikke mindst gode og nærende fællesskaber. DGI Nordjylland og Gjøl Skole og SI har i samarbejde skabt et godt fundament for et bredt samarbejde om et styrket lokalområde på Gjøl, hvor det hele liv er i fokus, lød det fra DGI-konsulenten.
Beviset blev overrakt til Gjøl skole ved en lille højtidelighed. Foruden skoleeleverne deltog også en række Gjølboere, herunder en landmand med traktorer og afgrøder, personerne bag det nye ålegræsprojekt og lokalhistorisk forening.
Festlighederne begyndte med, at skoleeleverne plantede to træer i skolegården med god hjælp fra Henriette Lønstrup fra Henriettes Planteskole. Så var der selvfølgelig taler, inden DGI-beviset blev overrakt til elevrådsmedlem Lily Marie Clemensen Lindholm fra 5. klasse.
Det hele sluttede med kagemand med godt med marcipan og flødeskum til alle. Skoleleder Anders Bødker Holm skar for og sørgede for, at der var nok til alle.
- For kage er også en del af det enestående fællesskab på Gjøl. Men der altså ikke bare for sjov, at vi satser på fællesskabet og samarbejdet med lokalsamfundet. Vi gør det for børnenes skyld – fordi børnenes trivsel skaber et godt læringsmiljø, siger skolemanden.